Tekst og foto Ribe Kunstmuseum, torsdag den 22. november 2022
I denne klumme deler Ribe Kunstmuseum ud af den viden, som museets kunsthistorikere sidder inde med – hvad arbejder de med lige nu? Hvad er interessant? Og hvordan finder de nye historier i den ældre kunst?
Læs med, når vi sætter fokus på specifikke kunstværker, når vi finder frem fra arkiverne, deler de gode historier og ny forskning. Ved at trække detaljer frem fra arkivmaterialet, fra værkerne i udstillingssalene og fra museumsbygningen, fortælles der om de øjenåbnende detaljer.
Klummen udkommer hver anden måned og er optakt til et mundtligt 20 minutters oplæg på museet. Næste gang er onsdag d.14.12. kl.11.15, hvor emnet for denne klumme udfoldes.
I september i år erhvervede Ribe Kunstmuseum maleriet Visen om Hertug Frydenborg og Stolt Adelil (1899), af den danske kunstner Agnes Slott-Møller (1862-1937) – en erhvervelse, som du kan læse mere om her. Nu er værket blevet hængt op, og derfor lader museumsinspektør Simone Lind Rasmussen netop dette maleri være omdrejningspunkt for en snak om folkevisen, og om hvordan folkevisen som motiv var moderne i Agnes Slott-Møllers samtid.
Folkevisens opbygning
En folkevise er slut når visens hovedperson har gennemlevet sin skæbne. Så kan læseren se, hvordan det kan gå. Sådan er det også med Stolt Adelil, der med røde tårehærgede øjne drikker over din elskedes død og ender med at tage sit eget liv.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der kendes 837 gamle nordiske folkeviser, og visen om Hertug Frydenborg kendes på dansk i 39 nedskrevne udgaver. Særlig udbredt er den i den svenske og danske folkevisetradition. Karakteristisk for folkeviser er, at d er skrevet på strofer med omkvæd, som ofte afslører grundstemningen, eller som helt deterministisk afslører visens udfald. Visen fortælles ved hjælp af karakterer, og i fortællingen om Hertug Frydenborg og Stolt Adelil, er der en konge, en hertug og kongens jomfruelige datter. Herudover bidrager en række hjælpere med at forbinde visens forskellige karakterer, og understreger visens pointer. I de mange forskellige versioner af visen om Hertug Frydenborg er det enten de unge jomfruer, eller kongens undersåt, en ung dreng, som oplyser Adelil om at hun har fået hertug Frydenborgs hjerte serveret.
Visen om Hertug Frydenborg
Hertug Frydenborg og Stolt Adelil er forhindret i at gifte sig med hinanden, fordi hertugen er af lavere rang. På trods af kongens forsøg på at adskille det elskende par, skal det forstås, at de gang på gang finder tilbage til hinanden, om det så er fysisk eller blot ved hjælp af tankens magt. Detaljerne varierer alt afhængige af hvilken udgave af visen der er tale om, men i flere udgaver plukker Stolt Adelil hvide og blå roser til en krans til hertugen, hvilket henviser til deres forbundethed på trods af deres fysiske adskillelse.
På Agnes Slott-Møllers maleri ses Stolt Adelil med røde øjne, siddende foran et dækket bord, og på tintallerkenen foran hende ses Hertug Frydenborgs hjerte. Helt fremme i billedfladen skåler hun før hun drikker den sidste slurk af den forgiftede vin, der får hendes bælte til at briste, og dermed også hendes eget hjerte.
”Og hvad er det for en underlig Ret,
den sætter mit Hjærte i saadan en Skræk!”
”Da svared de smaa Jomfruer saa fri og saa fræk:
Det er Hertug Frøjenborgs Hjærte saa færsk”.
Årsagen til forgiftningen er, at de unge jomfruer i baggrunden har bekræftet Adelil i, at det måltid, som hun har fået serveret, er hendes elskedes hjerte. Så udover, at hun aner uråd ved at føle ubehag, står det også klart, at deres kærlighedsrelation endegyldigt er slut i dette øjeblik.
I flere udgaver af visen får kongen herefter at vide, at Adelil, hans eneste datter, er død, hvortil han begræder hendes død. Det er derfor ikke kun Adelil som oplever sin skæbne, men i lige så høj grad hendes far, kongen.
”Havde jeg vidst, deres kjærlighed havde været saa stor,
Jeg havde ikke skilt dem for denne Verdens Jord!”
”Saa lagde de dem sammen oppaa et Bord,
og alle de smaa Jomfruer de krused deres Haar”.
”Fordi de havde været hinanden så huld,
saa lagde de dem sammen i sorten Muld”.
Visen om Hertug Frydenborg og Adelil optræder bredt i folkeviser rundt om i Europa. Der er derfor også flere visuelle bud på fortolkninger af motivet, fx i historiemaleriet, som det ses hos den engelske kunstner William Hogarth (1697-1764). Værket Sigismunda Mourning over the Heart of Guiscardo (1759) er en illustration over en af fortællingerne i Giovanni Boccaccios middelalder-bogværk Dekameron. Her har den unge kvinde fået bragt sin elskede Guiscardos hjerte i et skin. Ghismonda, som kvinden hedder i Boccaccios fortælling, har gennemlevet samme skæbne som Stolt Adelil. Hvor Stolt Adelil i Agnes Slott-Møllers værk ses som handlende og standhaftig, er hun hos Hogarth, og andre, som værkerne Ghrismunda (1650-59) af Bernardino Mei (1612-1676) og Ghismonda with the heart of Guiscardo (ca. 1525) af Francesco Bacchiacca (1494-1557), skræmt og oprevet. Agnes Slott-Møller har helt givent kendt til disse mange repræsentationer, men hendes værk er dog anderledes.
Uddrag fra folkevisen er fra en version, som er nedskrevet af Fru Pastorinde Pauline Petersen, 1813. Udgivet i Danmarks gamle folkeviser af Axel Olrik.
Faktaboks
Agnes Slott-Møller 1862-1937, f. Rambusch.
Modtager undervisning på Tegne- og Kunstindustriskoen for kvinder og hos P.S. Krøyer og Harald Slott-Møller, som hun i 1888 gifter sig med. Parret er medstiftere af Den frie Udstilling, som senere også er omdrejningspunktet for den såkaldte bondemalerstrid i 1907, der isolerer parrets kunst på den officielle kunstscene.
Agnes Slott-Møller orienterede sig i den engelske Arts- and Crafts Movement og Prærafaelitternes formsprog. Dertil helligede hun sig at fortolke middelalderen i sit maleri. Hun udgiver også de selvbiografiske bøger Nationale Værdier (1917) og Folkevise Billeder (1923), i sidstnævnte omtaler Slott-Møller sig selv som dansk prærafaelit.