Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 12. maj 226

Danmark, Tyskland og Nederlandene fejrer lørdag den 27. juni i fællesskab Vadehavets Dag. 17 år efter at Vadehavet blev optaget på UNESCO’s liste over verdensarv, arrangeres der morgenmad på diget 37 forskellige steder langs hele den i alt 500 km lange vadehavskyst. Nationalpark Vadehavet står bag fejringen sammen med partnere i de to andre vadehavslande

‘Morgenmad på Diget’ holdes på samme tidspunkt i alle tre lande, og dermed får dagen ikke blot et festligt præg, der sættes også fokus på den sårbare natur. Efter morgenmaden tager guiderne deltagerne med ud i området. I Danmark holdes Morgenmad på Diget af Vadehavscentret på diget ved Vester Vedsted og af Slusen Højer på diget ved Vidåslusen.

Verdens største tidevandsområde

Vadehavet strækker sig langs kysterne i Danmark, Tyskland og Nederlandene – fra Blåvandshuk til Den Helder – og udgør verdens største sammenhængende tidevandsområde. I 2009 blev området udnævnt til UNESCO Verdensarv på grund af dets enestående naturværdier, dets globale betydning for millioner af trækfugle og den unikke dynamik, som skabes af tidevandet.

I Nederlandene har man de seneste tre år arrangeret ‘Morgenmad på Diget’ med stor succes, og nu udvides konceptet til de to andre vadehavslande Danmark og Tyskland.

– Vadehavets status som UNESCO Verdensarvsstatus er også vigtig i Tyskland og Danmark, så det føltes naturligt for os og vores partnere at udvide fejringen til hele vadehavsområdet, siger Wendy Oude Veldhuis fra den nederlandske turistorganisation Visit Wadden.

Fælles morgenmad og udflugter

Lørdag 27. juni 2026 starter programmet på hver lokation kl. 8.30 med fælles morgenmad med lokale produkter. Lokale beboere, beslutningstagere, erhvervsdrivende og besøgende sætter sig til bords samtidig med udsigt ud over Vadehavet. Efter morgenmaden går deltagerne ud i området med lokale guider og hører mere om tidevandslandskabet, naturværdierne og vigtigheden af at beskytte verdensarven. Og der samles affald på vejen.

Søren Christensen, udviklingskonsulent i Nationalpark Vadehavet og en af de tre partnere, understreger entusiasmen og samarbejdet: – Ved at organisere det samme program på samme morgen, forskellige steder, synliggør vi, at Vadehavet forbinder os. Vi har længe søgt en passende måde at markere UNESCO Verdensarven på – denne fælles morgenmad giver en smuk og samlende ramme.

Du kan finde mere information om programmet, deltagende lokationer for Vadehavets Dag 2026 på: https://nationalparkvadehavet.dk/hjaelp-vadehavet/morgenmad-paa-diget

 

I Nederlandene har man de seneste tre år arrangeret ‘Morgenmad på Diget’ med stor succes. Billedet her er fra vadehavsøen Terschelling. Foto: Visit Wadden