Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 12. maj 2026

Mens Mellemøsten og ikke mindst Iran står i flammer, holdes der i aften, tirsdag aften, et særdeles aktuelt og spændende foredrag.

Det er Enhedslisten og SF, der står bag arrangementet, som holdes på Kjældgaards Cafe, Torvet 3, i kælderen med start klokken 18,30.

Her vil Marjan Ganjjou, Høje Tåstrup, bl.a. tale om den nuværende krigs indvirken på lokalbefolkningen, folks lidelser under præstestyret og især de iranske kvinders kamp for rettigheder og frihed.

Marjan Ganjjou er medlem af det lokale byråd valgt for konservative, og hun er desuden medlem af bestyrelsen for Voice of Iran.

Voice of Iran blev stiftet i efteråret 2022 i kølvandet på fødslen af den iranske frihedsbevægelse, Kvinde-Liv-Frihed, der opstod som en reaktion på moralpolitiets drab på den unge kurdisk-iranske kvinde, Jina Mahsa Amini, i Iran, der ifølge moralpolitiet ikke havde sit hår dækket tilstrækkeligt til.

Bestyrelsen består af ni medlemmer, der brænder for den iranske frihedskamp samt den iranske befolknings målsætning om opnåelse af et frit og demokratisk Iran.

Marjan er flygtning fra Iran og uddannet pædagog.