Tekst: Johnny Tauman Foto: Pressefoto – Team Esbjerg
27. januar 2025
Konkursen i den norske storklub og tredobbelte Champions League-vinder, Vipers Kristiansand, i januar åbnede på en dyster baggrund muligheden for at tilføre Team Esbjergs trup nye klassespillere på både kort og langt sigt.
Team Esbjerg skriver følgende på sin hjemmeside:
Klubben har således indgået flerårige aftaler med to unge, talentfulde landsholdsspillere, den 20-årige schweiziske højre fløj, Mia Emmenegger, og en anden venstrehåndsspiller til bagkæden, 22-årige Nina Koppang fra Sverige. Derudover kommer den erfarne hollandske stregspiller, Merel Freriks, på en kort aftale gældende til sæsonens afslutning.
– Vi har kigget på vores behov i både det korte og det lange perspektiv og har ageret derefter. Jeg er meget tilfreds med, at klubben havde styrken til at handle i den opståede situation, og vi får nu et bedre hold, der gør os i stand til at fastholde det høje sportslige ambitionsniveau, siger Team Esbjergs cheftræner, Tomas Axnér.
Han nævner to graviditeter og fløjspilleren Marit Røsberg Jacobsens knæproblemer som hovedårsager til, at det også på kort sigt er nødvendigt at styrke truppen i et tæt kampprogram. De tre nye spillere tiltræder inden for kort tid. I forvejen er de to hollandske landsholdsspillere, Sarah Dekker og Judith van der Helm, for nylig kommet til klubben.
De tre nye spillere
Mia Emmenegger, 20 år, debuterede på landsholdet som 16-årig og har spillet 40 kampe og scoret 198 mål for Schweiz. Hendes mor, Caro, spillede 86 landskampe. Mia spillede sammen med storesøster Ana U19-EM i Slovenien i 2021 – med mor som assistenttræner, og lillesøster Nora har vundet guld ved U16-EM. Far Guido er søstrenes største fan. Med sin schweiziske klub, Spono Eagles, i hjembyen Notwil nåede Mia at hjemføre klubbens sjette titel. Ved siden af tophåndbold studerer hun historie. Mia har indgået en aftale til 30. juni 2028.
– Jeg fik en værdifuld erfaring og lærte så meget både personligt og håndboldmæssigt i Vipers, og så endte det med et chok. Jeg blev meget overrasket, da Team Esbjerg viste interesse for mig. Nu glæder jeg mig bare til at spille i en meget professionel klub med talentfulde spillere, der præsterer på et højt niveau. Og så er der gode mennesker i klubben. Jeg vil gøre mit bedste for, at klubben kan vinde flere titler. Jeg er venstrehåndet, hurtig – og lille, siger Mia Emmenegger.
Cheftræner Tomas Axnér:
– Mia er et kæmpetalent i Europa på højre fløj med sit tekniske niveau og sine evner som kontraspiller, og hun vil gavne os på både kort og langt sigt, også set i lyset af Marit Røsberg og Anne Tolstrups skader.
Nina Koppang, 22 år, debuterede for Sverige i 2021 og har spillet 38 landskampe og scoret 68 mål. Spillede en stærk OL-turnering i Paris, blandt andet med syv mål mod Norge, men missede EM i december på grund af en meniskskade. Inden Vipers spillede hun seks sæsoner i den svenske topklub, IK Sävehof, og har markeret sig stærkt i EHF Champions League. Ligesom halvsøsteren Stina Blackstenius, havde hun landsholdsklasse i fodbold, men måtte som 17-årig vælge fodboldspillet i Göteborg fra. Nina har indgået en aftale til 30. juni 2027.
– Jeg flyttede som 16-årig fra Vadstena, hvor jeg er vokset op, til Göteborg for at spille håndbold. Det var en svær beslutning at vælge fodbold fra, men nu er jeg fornøjet med mit valg. Jeg var glad for at være i Vipers og er trist over, at det sluttede på den måde. Jeg blev skadet efter OL, men er ved at genvinde styrken og er meget motiveret for at vinde trofæer med Team Esbjerg og vende tilbage på landsholdet. Jeg spiller håndbold for at vinde og udvikle mig, og Esbjerg er et godt sted til at opfylde de mål, siger Nina Koppang.
Cheftræner Tomas Axnér
– Ligesom Mia er Nina et kæmpetalent med eksplosivitet og skudkraft på sin position og er tillige en god forsvarsspiller. Og så har hun x-faktor. Med sin alder har hun alle muligheder for at udvikle sig yderligere. Det vil tage nogle uger, før hun er fuldt tilbage efter sin meniskskade.
Merel Freriks, 27 år, debuterede på det hollandske landshold i 2017 og har spillet 97 landskampe og scoret 179 mål. Hun var med på VM-holdet, der vandt guld i 2019. Klubmæssigt har hun efter E&O handbal i barndomsbyen Emmen opnået erfaring på topniveau i Borussia Dortmund med et mesterskab i 2021 og siden to sæsoner i den franske storklub, Brest Bretagne. Merel har indgået en aftale til 30. juni 2025.
– Vi troede på ledelsen i Vipers i oktober, men det endte sørgeligt. I en sådan situation er det svært at finde en ny klub, men pludselig gik det hurtigt med Team Esbjerg. Jeg spillede ikke så meget i Brest på grund af en korsbåndsskade, men jeg føler, at jeg er vendt stærkt tilbage. Jeg er glad og taknemmelig for, at Team Esbjerg kunne bruge en stregspiller, og at jeg har fået mulighed for fortsat at spille på højeste niveau, siger Merel Freriks.
Cheftræner Tomas Axnér siger om Merel: – Hun er en meget erfaren, international klassespiller, der er nummer et på stregen for det hollandske landshold. Siden sin skade har hun spillet en god sæson for både landsholdet og sit klubhold, og hun kan som en rigtig god tovejsspiller hjælpe os omgående.