René Jørgensen – Foto: Privat
7. august 2024

Besøg fra Stadil Fjordroere i Ribe Roklub

Lørdag fik Ribe Roklub besøg af 20 roere fra Stadil Fjordroere med 85-årige Niels Lind i spidsen.
Niels Lind, der er født i Ribe, er en aktiv roer trods sin høje alder. Niels og de godt 40 aktive havkajakroere tager gerne en årlig tur til Ribe og Kammerslusen. Igennem mange år har den lille klub besøgt Ribe Roklub i august måned. Til dagens roning i Ribe havde 20 medlemmer meldt sig klar.

Niels Lind var en meget aktiv roer i Ribe Roklub i 1950’erne. En afsluttende frokost på Sælhunden hører med til turen. Turen til Kammerslusen i havkajakken klarer Niels snildt.
Efter lørdagens friske tur til slusen sagde Niels, da han kom på broen: “De lukkede slusen lige for næsen af os.” Han er sej. Stadil-roerne sagde tak for lån af bro og omklædning: “Vi ses i 2025.”

Før de gæve roere fra Røjklit Kajakklub tog hjem igen, blev besøget i Ribe sluttet af med en frokost på Restaurant Sælhunden, som også er blevet en tradition på turen til Ribe.

Niels er født i “Det gamle Apotek” på Overdammen.

Niels havde værelse bag vinduet lige oven over løven på gavlen ud mod Overdammen. Niels voksede op i Ribe sammen med to søskende, Jørgen og Mette. Skolegangen startede på Bispegade Skole.

Niels blev inspireret af sin fætter, tømmerhandler Frits Lerche-Thomsen, til at interessere sig for træ, og derfor kom han i lære på savværket Ribe Stampemølle. Senere arbejdede han i flere år på forskellige savværker i Sverige og Finland. Senere læste han til revisor, men arbejdede stadig i virksomheder, der havde med træ at gøre.

Niels har igennem de sidste 20 år boet i Lodbjerg Hede sammen med sin kone Aase.

Søren Møller fra Ribe Roklub udtaler: “Man bliver lidt imponeret over Niels. Først kører han til Ribe, ror de 13 km til Kammerslusen og retur, pakker bådene m.v., spiser frokost på Sælhunden, og så retur til Stadil Fjord.”