Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 16. september 2026
Det er noget af et scoop, der på lørdag aften kan opleves på spillestedet Termansens i Sønderportsgade.
Det er lykkedes den navnkundige danske trommeslager Kresten Osgood at få stjerneguitaristen Will Bernard på tour i Danmark, og herunder besøger han Ribe.
I Ribe spiller Will Bernard sammen med Osgood og vores egen Martin Schack, og de tre herrer borger for musikalsk kvalitet helt i topklasse.
Koncerten er arrangeret i et fint samarbejde mellem Termansens og Jazzin’Ribe, og Martin Schack glæder sig over, det samarbejde.
Will Bernard er blevet kaldt “one of the best-kept jazz-guitar secrets on the planet” og har siden sin debut indspilning, som i øvrigt var med ingen ringere end Don Cherry på hans berømte Multi Kulti album, stået centralt på scenen i New York. Hen er kendt for sin medvirken i projektet T.J. Kirk (med Charlie Hunter), og Stanton Moore Trio. Han har spillet og indspillet plader med stort set alle de mest groovy personer i verden fx: Zigaboo Modeliste, Dr Lonnie Smith, Idris Muhhammad, Tom Waits, Ben Sidran, Dr John, Booker T. Jones, George Porter Jr., Medeski, Martin and Wood, Steven Bernstein, Peter Apfelbaum og Mike Clark.
På hans egne albums finder man folk som Sam Yahel, Rudy Royston, John Medeski, Stanton Moore, Ben Allison,Tim Berne, John Ellis, Brian Charette og Ches Smith.







































































