Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 16. september 2026

Det bliver tale om et klaver og hele 3 pianister når Sascha Dupont, Lars DK og Esben Just gæster Ribe Fritidscenter d. 3. oktober.

Til denne piano night sætter fritidscenteret flyglet i centrum for tre forskellige pianisters udfoldelse, indlevelse og fremførsel af lige præcis, hvad de har på hjertet, og hvad de gerne vil imponere de andre pianister med.

Der bliver tale om en aften, hvor de 3 vil spille for hinanden, for publikum og samtidig gøre instrumentet mest mulig ære. De vil være på scenen samtidig, og selvom det starter med bare en pianist bag flyglet, ender det ofte med en sekshændig, og hvor de tre vil give sig fuldt ud til publikums udelte begejstring og jubel.

Publikum kommer til at opleve, at det samme instrument både lyder og swinger forskelligt alt efter hvilken pianist, der sætter sig bag tangenterne og åbner for musikkens tilstedeværelse i rummet.
Sascha Dupont: gudsbenådet improvisator og underholder

Lars DK: soulfull pianist og sanger

Esben Just: der til den dag i dag, tror, han kommer fra New Orleans

De tre vil på skift sætte sig bag instrumentet og gøre det, de er bedst til; løfte stemningen, give sjælen ro og kroppen lyst til at deltage med sang og klap.

Arrangementet afholdes i Ribe Fritidscenter, lørdag d. 3. oktober kl. 20.00. Der kan tilkøbes middag inden arrangement. Se mere på Ribe Fritidscenters hjemmeside.