Tekst og Foto: Annette Brøchner Lindgaard
Fredag d. 24. marts 2023

De fleste Ripensere kender til Ribelund og måske også til institutionens historie gennem mere end 100 år som hjem for mennesker af mange forskellige slags og især for dem, der ikke er som folk er flest. Men ved vi også, at der, bag den generelle forståelse af ”de anderledes”, findes personligheder med evner, der kan anerkendes på linje med alle andres.

Da anstalten ved Ribe blev etableret tilbage i 1907, var det som en lukket institution for mennesker, der af mange forskellige grunde ikke passede ind i det almindelige samfund. ”De åndsvage” kaldte man dem, men betegnelsen dækkede over alle variationer af udsatte eller udfordrede mennesker fra fysisk eller psykisk handicappede, psykisk syge til dem, der var komme på en skæv kurs og blev betragtet som kriminelle eller adfærdsvanskelige. Nogle var blot  børn fra fattige hjem

Guide for museet og tidligere ansat gennem 41 år Rigmor Nordestgaard Hansen er en klog kvinde at lytte til, når hun viser rundt, fortæller og giver den besøgende den ene ahaoplevelse efter den anden. Selvfølgelig er det en barsk oplevelse at se, hvordan man levede på anstalten de første 50 år indtil man efter anden verdenskrig langsomt begyndte at ændre værdierne bag forsorgen, men der er også muntre og positive historier.

På Ribelunds lille museum, kan man, udover alle de effekter, der vidner om levevilkårene på anstalten, se eksempler på kreative og kunstneriske genstande, som viser at der findes en skjult verden, som måske endda vidner om, at samfundet går glip at værdifulde ressourcer ved at parkere ”de anderledes” på sidelinjen.

Det første kunstværk, Rigmor viser frem, er et flot broderet billedtæppe lavet af Grethe helt tilbage i slutningen af 1950’erne, hvilket vil sige, før man begyndte at anerkende beboerne som individer. Derfor er det heller ikke Grethes egen fortolkning af billedet, vi kender.

Artiklen fortsætter under billedet

Grethes broderede billedtæppe har et budskab

Rigmor fortæller: Dette tæppe er lavet af en beboer, som hed Grethe. Grethe har lavet tæppet og foræret det til en medarbejder, der sammen med andre medarbejdere, lavede en historie om Grethes tæppe:
Grethe boede på den lukkede kvindeafdeling. Den eneste vej ud, var hvis hun kunne kravle ud igennem skorstenen. (Men det kunne hun ikke, for hun var lille og bred) Grethe forestillede sig at når hun kom ud, så var alting åbent. Der var blomster, der var dyr og der var mennesker, solen skinnede og himlen var blå. Sådan var Grethes verden udenfor. Udenfor holdt en Rutebil og hvis det lykkedes Grethe at rømme herfra, så gik hun over på Ribe Banegård. Ned bagved, hvor Rutebilstationen var dengang. Sådan et lille træhus, som man skulle ind og købe billet i. Så satte hun sig der. Hun gik selvfølgelig ikke ind og købte billet, for så var hun afsløret. Havde hun penge, ville hun spørge én, om han ville gå ind og købe billet til hende. ”je har så ondt i mi bien”. Eller hvis hun ingen penge havde, så ville hun sig: Kan du købe en billet til mig, for jeg har lige mistet min pung.  Og så tog Grethe hjem til sin familie. Det er vores historie. Det er ikke Grethes historie, men vi har lavet den ud fra, at hun har haft et budskab. Hun var nok fejlanbragt.

Et andet og måske endnu mere imponerende eksempel er Oves vævede billedtæpper på et meget højt kvalitetsniveau. Flotte farvekombinationer og håndværksmæssig udførelse.

Rigmor fortæller: Ove var en såkaldt mongoldreng, som boede her. Han kunne hverken læse eller skrive, men han kunne væve. Det der var specielt med Ove, det var, at han startede med at lave en tegning før han begyndte på tæpperne. Dem, der har forstand på at væve, de siger at de næsten aldrig har set tæpper, der er så flotte i kanten.
Ove flyttede fra Ribelund til Esbjerg på en institution. Da han så dør i 2016 (som 62-årig), så får jeg en opringning fra hans søster, om det var muligt at låne et af de tæpper, som var på museet, til hans bisættelse, til at pynte kisten med. Det er en solnedgang. Det er så smukt.

Artiklen fortsætter under billedet

Tæppet der pyntede kisten ved Oves bisættelse

De flotte håndværksarbejder, og flere til, kan ses på Ribelunds Museum. Om museet fortæller Rigmor:
Op gennem 1980erne lukkede en del af boenhederne på Ribelund, og i den forbindelse fandt man en del effekter af historisk interesse for det liv, mange havde haft på stedet. Samtidig blev man opmærksom på, at der på en lignende anstalt ved Vejle var oprettet et museum.
Ribelund havde den første udstilling af effekter i 1992 i forbindelse med institutionen 85 årsdag. Museet i nuværende lokaler åbnede 1995.
Museet har altid haft frivillige medarbejdere, og alle med en arbejdsmæssig baggrund på stedet. Vi er i dag 5 museumsguider, som ud over historien om anstalten, gerne bidrager med egne oplevelser om stedet.
Museet har i løbet af et år omkring 700 gæster, heraf Ca. 150 fra uddannelsesinstitutioner, pædagoger, sygeplejerske og lignende. En del småforeninger og ældreklubber kommer også på besøg.

Rigmor har arbejdet på Ribelund i 41 år

Rigmor og de andre guider har masser af historier at fortælle. Historier, som man får, hvis man besøger museet. Her er en af Rigmors yndlings:

Til Ribelunds 100-års fødselsdag, i 2007, havde vi en reception i festsalen. Prinsesse Benedikte, var inviteret og skulle være med til at afsløre et billede, som der var fire beboere, der havde malet. Der var et lille arrangement, hvor afdelingsledere og fire beboere, var blevet inviteret. Beboeren, jeg havde med, sad i kørestol, men var ret velfungerende og havde et godt sprog. Så ville skæbnen, at Benedikte kommer hen og giver hende hånd og de snakker lidt om festen om aftenen og lige da Benedikte er ved at gå igen, så siger beboeren: ”Ka du hils di søster!” Benedikte vendte sig om og sagde: ”Ja tak, det vil jeg gerne”.
Så gik der et år og jeg havde så 40-års jubilæum og fik dronningens fortjenstmedalje. I december var jeg så ovre og takke Margrethe. Det vidste beboeren. Næste morgen, da jeg går rundt og siger godmorgen, så siger jeg til beboeren: ”For resten, jeg har da en hilsen til dig”. Så kigger hun på mig og siger: ”Ja, det er vel fra æ dronning”.

Museet har åbent hver torsdag fra 10.00 til 16.00