Tekst & Foto: Johnny Tauman
9. marts 2025

Den gamle bykerne har i mange år haft en skiltning for lovlig parkering med små blå emalierede og diskrete skilte. Der har være delte meninger om denne skiltning, men æstetikken har hidtil sejret. En gåtur rundt i byen viser dog eksempler på, at større og udvidet skiltning har fundet vej. Lad os først dvæle ved porten i Præstegade ved siden af den renoverede kapellanbolig fra 1576.
Et stort P-skilt fortæller: Regler og vilkår fremgår af skilte på pladsen. Er dette skilt så ikke overflødigt? Kønt er det ikke! Og hvem har givet tilladelsen?

Parkeringsarealet mellem Præstegade og Grønnegade har en offentlig og en privat del. Og Esbjerg Kommune er ved på bedste vis at få æstetikken til at spille med blomsterkummer på den offentlige del.
At der er tale om Privat parkering med adgang fra Grønnegade markeres tydeligt – både med skiltning og en kæde. Men hvorfor skal der så monteres et ekstra forbudsskilt i farver: Privat vej – uvedkommende kørsel forbudt? Det må kunne gøres bedre. Nu er der både Privat parkering og Privat vej.

På stien rundt om Slotsbanken passerer man Ribe Roklubs flotte klubhus – men også en skiltning med “parkerings forbudt”. Det afbillede skilt hører til den mindre type og er sikkert opsat, fordi der parkeres biler, der hindrer adgangen til klubhuset. Skiltet generer ikke, men kun spørgsmålet: Er det virkelig nødvendigt!

Langs Skibbroen – nær Smalleslippe – står et skilt, der fortæller om 2 timers begrænset parkering. Skiltet har nogle forkerte dimensioner. Det er alt for højt – hvilket to beslag giver forklaring på. Der har været undertavler – og nu stritter beslagene blot ud til siden. Kønt? Næh!