Tekst: Jørgen Th Jepsen foto: René Jørgensen
2. september 2026.
Hårdt tilkæmpet sejr til Ribe-Esbjerg HH, som lige nu indtager første pladsen i herreligaen.
Ribe-Esbjerg HH kæmpede sig til sin 3. sejr i aftenens hjemmekamp mod Kolding IF og har dermed fået en rigtig flot start på den nye sæson. Holdet indtager lige nu førstepladsen foran GOG, som dog pt kun har spillet 2 kampe.
Ribe-Esbjerg startede aftenens kamp med en flot og tempofyldt angrebsstil og var foran med 4-1 efter godt 5 minutter.
Men stille og roligt kom Kolding IF tilbage i kampen, ikke mindst på grund af at Ribe-Esbjerg HH brændte alt for mange chancer, flere af dem helt fri på Koldings målmand, som tog flot fra i det meste af kampen. Ribe-Esbjerg HHs målmand Salah Boutaf stod også en flot kamp med mange gode redninger, men det var ikke nok til, at Ribe-Esbjerg HH kunne holde afstanden til Kolding IF.
Efter 17 minutters spil i første halvleg kunne Kolding bringe sig foran med 6-7, og Ribe-Esbjerg HH kunne ikke finde de gode takter fra kampens start, hvorfor det hele blev lidt rodet. Holdene fulgtes ad den sidste del af første halvleg og ved pausen var Ribe-Esbjerg HH bagud med 14-15.
Ribe-Esbjerg HH savnede tempo i angrebet, og alt for mange gange blev afslutningerne foretaget ind over midten, hvor Kolding IF var klar og kunne få lavet frikast og dermed ødelægge Ribe-Esbjerg HHs opspil.
Kolding scorer det første mål i anden halvleg, og det var stadig som om, Ribe-Esbjerg HH ikke kunne få spillet til at flyde, og efter 36 minutters spil var holdet bagud med 17-20.
Casper Käll var kommet på banen for Ribe-Esbjerg HH fra anden halvlegs start, og det lykkedes med ham på banen at få mere fart og tempo i hjemmeholdets angrebsspil, der blev angrebet lidt på ydersiderne af Koldings backs, og dermed kunne fløjspillerne også bedre komme med i spillet.
Efter 44 minutters spil udligner Ribe-Esbjerg HH til 22-22 ved en scoring fra Mathias Jørgensen, og derfra er det som om hjemmeholdet trækker lidt fra. Ribe-Esbjerg HH kommer foran med 25-23 efter 49 minutter, og det bliver også til en føring på 27-24 efter en scoring fra Sasser Sonn efter 53 minutter.
Men som vi tidligere har oplevet, så formår Ribe-Esbjerg HH ikke at lukke kampen, og Kolding IF kommer med igen – efter 57 minutter kan Cornelius Kragh reducere til 28-27. Ribe-Esbjerg HHs Karl Wallinius øger til 29-27, hvorefter Kolding IF i det efterfølgende angreb bliver tilkendt et straffekast med 2 minutter tilbage af kampen.
Andreas Haagen, som kort forinden er kommet på banen, får publikum helt op på den højeste klinge, da han fornemt redder straffekastet fra Kolding Ifs Mads Larsson.
Ribe-Esbjerg HH tager timeout med 30 sekunder tilbage og får det kommende angreb sat op.
Det resulterer i en scoring til 30-27 af Casper Käll, og kampen er afgjort, trods en scoring mere fra begge hold, og således vinder Ribe-Esbjerg HH kampen med 31-28.
Sejren var en forløsning for Ribe-Esbjerg HH, som virkelig måtte kæmpe med deres eget spil i aften. Der manglede tempo, og der er stadig for mange tekniske fejl generelt i Ribe-Esbjerg HHs angrebsspil.
Som træner Marc Uhd sagde efter kampen, så måtte hele værktøjskassen i brug, og den gode start var måske lidt en sovepude for hjemmeholdet, men de viste igen, at de aldrig giver op og fik til sidst de afgørende scoringer sat ind.
Kampens dommere og deres præstation skal også lige kommenteres. Begge hold havde i perioder svært ved at forstå deres linje, og generelt ser man alt for meget trøjetræk, specielt omkring holdenes stregspillere. I aftenens kamp var begge hold frustrerede og med god grund. De savnede en klar linje omkring bl.a. angrebsfejl contra opdækning i feltet, skridtkendelser m.m. som efter holdenes opfattelse ikke blev straffet ens.
Målscorer for Ribe-Esbjerg HH:
Alfred Jønsson6 Kåret til ”Man of the match”, Casper Käll 5, Mathias Jørgensen 4, Sasser Sonn 3, Karl Wallinius 3, Elvar Asgeirsson 3. Jerry Tollbring 2, Benjamin Hallgren 2, Christian Termansen 1, Rasmus Meyer 1, Mads Aarhus 1
Topscorer for Kolding IF blev:
Kristoffer Vestergaard med 8 mål.
Udvisninger:
Ribe-Esbjerg 0
Kolding IF 2
Tilskuertal 1.002













































































