Tekst & Foto: Johnny Tauman
12. februar 2025
Mens RYK IND RIBE i dag besøgte det udskældte kryds – Rosen Allé, Tangevej og Banegårdspladsen – for at se, hvordan bilister klarer den højre vigepligt – og ikke mindst undgår at komme til at holde i kø midt mellem jernbanebommene, blev også fodgængernes vilkår et aktuelt tema.
Da vejbanen skulle krydses gennem et fodgængerfelt fra fortovet ved udgangen fra Odins Plads til fortovet på modsatte side, opstod der en række uhensigtsmæssige episoder, som alle kan henføres til færdselsreglen: Stop for ventende fodgængere ved fodgængerovergange.
![](https://rykindribe.dk/wp-content/uploads/2025/02/overgang.jpg)
Det omtalte fodgængerfelt
- Mange bilister kommer med “frisk” fart ad Rosen Allé og opdager sent, at der er fodgængere, idet de også har fokus på bilisterne, der kommer fra Tangevej.
- Ingen af bilisterne fra Tangevej, der skulle fortsætte over Banegårdspladsen og videre ad Dagmarsgade gjorde tegn til at ville standse ved fodgængerfeltet.
- Efter at have taget forsidefotoet, skulle skribenten tilbage til Odins Plads. Stående ved fodgængerfeltet, kom svingende bilister, der skulle til Tange ,forbi UDEN at standse ved fodgængerfeltet.
![](https://rykindribe.dk/wp-content/uploads/2025/02/Bloede-venstresving.jpg)
Blødt venstresving, kan betyde, at bilister holder “midt” i krydset for fodgængere
Færdselsreglerne ved et fodgængerfelt meget klare: Bilister skal stoppe for fodgængere, der er på vej ind i eller allerede befinder sig i fodgængerfeltet. Denne regel er designet for at beskytte fodgængere og sikre deres ret til at krydse vejen sikkert.
Der er dog også ansvar for fodgængerne. De skal sørge for at krydse vejen hurtigt og uden at være til fare for sig selv eller andre.
PS! Og så er der slet ikke taget stilling til cyklisters udfordringer!