Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 30. juni 2026
Det bliver Søren Christiansen, Ribe, der som lokal leder kommer til at styre Ejendrøms nye kontor, når ejendomsmæglerfirmaet i starten af august åbner det nye kontor i Kvicklys forhal, hvor tidligere apoteket havde til huset.
Søren Christiansen indtræder i firmaet med Hovedsæde i Bramming allerede i morgen, den 1. juli.
Søren Christiansen, der er født og opvokset i Ribe, kommer fra en stilling hos Nybolig, hvor han varetog salg og vurdering.
– Jeg har altid drømt om et job, hvor man selv kunne få hånden ned på kogepladen, og det får jeg her som lokal leder af Ejendrøms kontor i Ribe, siger Søren Christiansen.
– Men det er jo også her, man kan brænde fingrene?
– Ja, men kunsten er jo netop at undgår det, lyder svaret.
I øjeblikket er håndværkerne i fuld gang med at færdiggøre lokalet.
Indehaveren af Ejendrøm, Jacob Nielsen, fortæller, at de regner med, at lokalerne er færdige til indflytning den første uge i august, og den 7. august er der planlagt reception som markering af indvielsen.
Det nye kontor får indgang via hovedindgangen til Kvickly, men der er desuden en separat indgang ved siden af.
– Der vil altid være møder på skæve tider, så derfor har vi vores egen indgang, så vi ikke er afhængig af Kvicklys åbningstider, siger Jacob Nielsen.
Jacob Nielsen ha tidligere fortalt, at det altid har været et ønske at åbne et kontor i Ribe: – Med kontorer i Bramming, Esbjerg og Ribe binder vi kommunen sammen.
Fakta
Ejendrøm er stiftet i 2018 af Jacob Nielsen. I dag har firmaet hovedkontor i Bramming med filialer i Esbjerg, Kolding, Vejen, Varde, Blåvand og altså snart i Ribe.








































































