Tekst og foto: René Jørgensen
22. november 2018.

Jesper Jacobsen fra Puggårdsgade skal gennem en dispensationsproces for at blive godkendt til at forsætte på U70 holdet.

Jesper Jacobsen har hverken været ude med karantæne for hårdt spil eller andre løjer, næh Jesper er fyldt 70 år, og derfor må han gennem ”denne procedure”, fortæller Martin Thygesen, en af de 18 – 20 faste spillere, som mødes hver torsdag til en times bold og lidt hygge. Der er ikke noget, der hedder anden halvleg. Vi går lige til ”tredje halvleg, forsætter Martin Thygesen, som fortalte RYK IND RIBE om arrangementet torsdag, hvor holdet skulle fejre den 70 årige fodboldspiller.

Jesper har spillet i Ribe i siden, han flyttede til byen i 1993.Udover at være aktiv til den ugentlige times træning, deltager Jesper også i bestyrelsesarbejdet i RBKs Venner, som er kendte for deres indsamlinger til ungdomsholdene. Til dagens træning var de 28 fordelt på to hold – et hold under de 60 år og et over. Hvem der egentligt vandt kampen, var der ingen, der snakkede om –  kun at Jesper Jacobsen havde scoret to mål. Om scoringerne var foræringer på grund af fødselsdagen eller ikke, var der delte meninger om.

Selv om ikke alle havde deltaget i dagens fodboldtræning, summede klublokalet af god stemning og venskaber, der var skabt for mange år siden.

– Det er her vi hygger og snakker om gamle dage, fortæller Anton Enghave og Henning Dyrberg. Begge er altid friske for en god bemærkning og i dag var da heller ingen undtagelse, da Henning blev spurgt, om han i kampen havde haft gode ben. – Jeg har aldrig haft gode ben på banen, sagde Henning Dyrberg og fortsatte, gode ben var noget, jeg havde i Kvickly, da jeg var slagter der, lød det muntert.

Henslængt i sofagruppen sidder flere kendte Ribe- folk og får pusten efter kampen, og hvad de lidt ”ældre drenge” ikke mere har i benene, har de bestemt i munden. – Jeg spillede på midtbanen, så jeg fik ikke scoret i dag, fortalte en altid veloplagt smilende Gert Storm. Om Gert havde lagt op til mål blev heller ikke nævnt. Kampen blev vist hurtigt glemt, for der var ”dømt” så meget hygge i boldklubbens lokaler.

Per Hellbrandt, René Søndergaard og Peder Madsen fik en snak ved om klubbens historievæg, en væg i klublokalet, der i plancher fortæller klubbens 100 årige historie, fra 1917 – 2017.

– Jeg bor i Føvling, fortalte Peder Madsen, men jeg tager gerne turen til Ribe for at være med her. Og det er ganske forståeligt, for sammenholdet er virkelig stort.

Elna og Svend Aage Mauritzen stod for dagens ret, stegt flæsk og persillesovs, Først da maden var serveret, faldt der ro over de gemytlige spillere, der havde lyttet til en velkomsttale af fødselaren, som i muntre vendinger kom omkring flere af de fremmødte.

Nu må vi jo ikke glemme, hvad historien startede med! Om der vil der kunne gives dispensation, og det kunne det, til klapsalver fra gæsterne. Måske holdet skal døbes om til U80 –  hvem ved, for der er hygge og bold på programmet de næste mange torsdage, så hvorfor ikke.

Når hyggen og de formentlige mange ”røverhistorier” slutter, gælder det forberedelserne til Stig Rossen koncerten senere i dag i Ribe Domkirke. Flittige, det er de i RBK.