Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, torsdag den 23. april 2026
Korlederne Vibeke Tietge og Maja Morthorst fra Esbjerg Kulturskole stod for arrangementet, og hele formiddagen var gået med at øve koreografi og sange, hvor en af dem endda var helt ukendt for de unge korsangere.
Fire ribeskoler
Eleverne kom fra de fire ribeskoler Gredstedbro Skole, Vadehavsskolen, Ansgarskolen og Vittenbergskolen og havde i ugerne op til kordagen forberedt sig i den almindelige musikundervisning.
Der var en skøn energi i salen, præget af glæde og fællesskab, og det er netop det, musik kan. På scenen, der i dagens anledning var udbygget med flere scenemoduler, stod de forventningsfulde og glade 150 sangere klar til at give koncert.
Bag dem stod et yderst velspillende husorkester, der i høj grad var med til at skabe et højt niveau, som koret bestemt levede op til.
(artiklen fortsætter herunder)

Samme scene som Kim Larsen
Blandt sangene var Tante Olgas briller af Kim Larsen, hvilket bragte Ryk Inds udsendte tilbage til 1974, hvor ophavsmanden stod sammen med Gasolin’ på selvsamme scene.
Blandt de øvrige sange hørtes Ud under åben himmel af Tøsedrengene og Danish Way to Rock.
En fodboldsang – men ingen VM-deltagelse
I præsentationen af Nephews fodboldsang udbrød Vibeke Tietge næsten undskyldende:
– Jamen, da vi planlagde dette, troede vi, at vi skulle med til VM. (Fodbold-VM for herrer, red.)
Det blev en helt igennem dejlig stund med glade, engagerede optrædende og et medlevende publikum. Arrangementet opfyldte til fulde formålet om at styrke det musikalske fællesskab og fællessangen blandt børn og unge i Ribe.










































































