Tekst & Foto: Ole Bendix
8 juli 2019

Det er med stor glæde, at RYK IND RIBE igen kan byde på en velskrevet artikel om en kirke – denne gang har Ole Bendix taget fat på Mandø.

Kirke forsvandt i stormflod

Der er enighed i alle kilder om, at der har været tre kirker på Mandø. Den første kirke ved vi meget lidt om. Dog at den er omtalt i Ribe Oldemoder og at den forsvandt i en stormflod i 1558 eller måske allerede i 1532, der delte Manø i Gammel og Ny Mandø. Kirken var placeret på Gammel Mandø, som er den del de besøgende først ankommer til, når de kører over låningsvejen anlagt i 1977. Men som jeg skal vende tilbage til, så var Mandø og omegn betydelig større i areal end i dag.

Store manddrukning

Denne første kirke blev stærkt beskadiget, men genopbygget på samme sted. En stakket frist for under den anden store manddrukning i 1634 forsvandt kirken definitivt. Hele øen stod under vand med undtagelse af klitterne på den sydlige del, hvor Mandø by ligger i dag.
I 1639 opføres den tredje Mandøkirke på den nuværende plads i den sydlige ende af Mandø by. Årstallet 1727 på murgavlen af våbenhuset og desuden på mindetavlen på den indre vestmur bag orglet henviser til reparationsarbejder ifølge nationalmuseet. I 1728 opføres endvidere våbenhuset i kirkens vestgavl.

De tre sogne – bla. kirke i Knok

Som Uffe Vestergaard Pedersen skriver i bogen Mandø kirke er der kun registreret et sogn på Mandø i de skriftlige kilder, som fx Ribe Oldemoder. Men sagnet siger 3 sogne, nemlig det ene som lige omtalt flyttede sin kirke fra Gammel Mandø til Ny Mandø. Dertil en kirke to på Korresand med byen Corre By (Korre by) og yderligere 5 mil (syd)vest en by ved navn Knok med en tredje kirke.

Særprægede navne på kort

I et gammelt Mandø digt berettes der om sognet Knokkeby, som femhundrede år tidligere skulle være opslugt af havet. Digtet som er gengivet i bogen Mandø kirke taler om hundrede kirke sogne, der blev taget af havet i en stormflod. Det kan vel kun være Den store manddrukning i 1362.
Den udlægning bekræftes i bogen Danmarks døde kirker af Niels Engberg med en henvisning og et kort af Jes Wienberg, der gengiver placeringerne i Mejers kort fra 1240. I Mejers kort fra 1240 kan man læse by/sted/kirkenavnene Weftermuiss, Knokkeby (Nacksby) og kirken på Gl. Mandø under navnet Sarguin.

Mejers kort 1240

Dertil kommer yderligere to stednavne i kartografen Mejers arbejde fra 1240: Ofter Capell som ligger på den vestlige indsejling til Hvidding nakke ud for Gl. Hvidding kirke. Og mellem Mandø og Fanø på en tidligere ø yderligere et stednavn, byen Geiftrup.

Indvending mod 3 sogne

Uffe Vestergaard Pedersens indvending mod de tre kirke sogne baserer sig på manglende oplysninger i Ribes Oldemoder, men her til har jeg to indvendinger:

  1. Ribe Oldemoder begynder først sine kirkelister et sted mellem 1380-1410, hvilket er efter den store stormflod i 1362 og det ville ikke give mening at opføre ikke eksisterende kirker på en kirkeliste efter 1380-1410.
  2. Arkæologien har flere gange stødt på kirketomter med tilhørende kirkegård og dermed et tidligere kirkesogn, som ikke kan genfindes i de skriftlige kilder. Niels Engberg nævner fx ”ukendte” kirker som Tirup kirke ved Horsens, Kirkegård bakke i Ishøj og Gammel Brattingborg i Tranebjerg på Samsø.

Der er al mulig grund til at tro på, at der omkring Mandø har været mere end et sogn– etableret i et område, som Ansgar gjorde en stor indsats for at etablere kirke i med udgangspunkt i Ribe.

Kongens hus

Lad os sammenligne Mandø med den tidligere beboede ø Jordsand på den sydlige side af Rømø, hvor der i 1975 blev fundet en cisternebrønd nr. 2. og i Kong Valdemars IIs jordebog fra 1241 omtales kongens hus som Hjortsandhus, der må henvise til jagtbart vildt. Jordsand fylder på Mejers kort 600 ha (6 km2) og kan sammenlignes med Mandøs skrumpede areal til 7,6 km2 i dag.
Men ”hus” henviser også ofte til et slot/borg: Skanderborghus eller Riber hus.

Mandø skulle have været 15 kilometer lang

Så sent som i 1416 skulle Mandø have været 15 kilometer lang og otte kilometer bred (120 km2). Og på Mejers kort fra 1240 kan vi se hele tre store øer på sådan en størrelse og så kunne forklaringen på Ribe Oldemoder`s kirkeliste efter den store manddrukning: 1 kirke = 1 sogn på Mandø ligge i, at de to andre øer havde selvstændige stednavne og sognenavne – som i dag er slugt og fortæret af fortidens største stormflod i 1362.
Dermed forsvandt både land, øer, sogne, kirker og deres navne i havets glemsel. In de facto for hele de frisiske område.

Ødekirker før 1634

 

Kilder:

Engberg, Niles (2018), Danmarks døde kirker, Syddansk Universitetsforlag.
Pedersen, Kai (1977), Det tabte land i vest, B 6 L Forlag.
Pedersen, Uffe Vestergaard (2009), Mandø kirke, Forlaget Stormflod.