Tekst og foto: René Jørgensen.
18. september 2018

Når Ribe – Esbjerg HH i den næste kamp, mandag den 24. september, løber på banen mod Lemvig-Thyborøn Håndbold i Arena Vestjylland Forsikring, er det mod en kendt playmaker fra hjemmeholdet, nemlig Mark Nikolajsen der spillede flere sæsoner i REHH. Også  REHHs tidligere træner Claus Uhrenholt, er nu i klubben, hvor han har sikret sig en toårig kontrakt med den nordvestjyske håndboldklub.

Men de loyale fans i REHH bliver ikke snydt, i hvert fald ikke for at se kampen, for kampen transmitteres direkte på TV2 Sports kanal, og dermed får vi årets anden TV- kamp at se.

Glimrende, men måske skal vi dæmpe forventningerne, for kampen mod Aalborg Håndbold viste ikke meget fremgang for det ellers stærkt besatte mandskab. Tværtimod var det svært at bevare gejsten til at se kampen færdig, men på et tidspunkt må det nu vende, med det spillermateriale klubben råder over – og det må gerne være i Lemvig.

Lemvig- Thyborøn har 1 point og Ribe – Esbjerg HH 2 point for 4 kampe, prangende ser det ikke ud, og et uafgjort resultat vil næsten ikke være til at bære.