Tekst & Foto Johnny Tauman
11. maj 2020

Det er ikke mindre end imponerende! Fire unge skatere – Emil Vesterby, Bastian Thorup, Jesper Johansen og Nis Bladt Hansen – opførte en minirampe på asfaltbanen, som ligger på Ansgarskolens boldbaner neden for Seminarievej uden tegninger. – Det tog godt 1½ måned, fortæller en af initiativtagerne, Nis Bladt Hansen til RYK IND RIBE og fortsætter: – Vi nåede at køre kort tid på rampen – og det var rigtig godt. Men så blev den lukket! Det betyder, at vi har fået indsigt i, hvad der skal til for at gøre en rampe lovlig. Heldigvis har mange været behjælpelig i processen.

De fire skatere har bygget en flot rampe – gejst og mod på at klare udfordringer har drevet processen gennem flere måneder – se blot det ujævne underlag.

Kreativ løsning

Det er trist i det gode vejr at se en lukket skaterbane, der har en professionelt look, men der er håb forude. Kommer du forbi, så læg mærke til rækværket, som er skabt ved at anvende udtjente skateboard.
Skaterne er glade for at skate, hvor end det måtte være, men kunne godt tænke sig en rampe i Ribe. De søgte derfor midler hos Gadeidræt, som bevilgede 40.000 kr.

Udtjente skateboard som rækværk på den nu lukkede bane – mon der var nogle personer, som kunne have rådgivet om byggeansøgningen?  Skaterne er positive i processen: Learning by doing.

Krævede en forening

– Vi har lært meget af processen. For at få overført beløbet så måtte vi etablere den almen nyttige forening Ribe Skater District, få et CVR-nummer samt få en foreningskonto hos Skjern Bank (sponsorgave), siger Nis Bladt Hansen, som nu har også har opnået kendskab til regnskabsføring.
Der er anvendt godt 39.000 kr til materialekøb.
Skaterne fik beløbet i 2019 og brugte efteråret til at skære en del af træet til. Bygningen af den bærende trækonstruktion gav udfordringer med nivellering, da asfaltområdet er meget ujævnt – til gengæld gik montering af selve kørepladerne noget lettere. Kørepladerne består af birkefinér pålimet dobbeltlaget film, som forventes at ville holde i 5 år.

På Ansgarskolens udeareal er der nogle mindre ramper , hvor man kan prøve kræfter med at svæve og få styr på kroppen.

Fik lov til placering

Lederen for Vadehavsskolen, Anita Kallesøe skriver til RYK IND RIBE, at hun har givet lov til at placere rampen på skolens område. – Mere har jeg ikke været involveret i denne sag, siger skolelederen og fortsætter: – Nu står den der – og den er blevet super flot. Børnene tiltrækkes af den, og Nis og de andre gutter er gode til at være de forbilleder, sådan et sted har brug for.

Anita Kallesøe erkender, at den lige nu ikke overholder sikkerhedsreglerne, som den skal. Det betyder, at der er kommet bånd omkring rampen, som først kan benyttes, når den er godkendt ved et legepladstilsyn – forinden skal de sikkerhedsmæssige forhold være bragt i orden og byggetilladelsen være på plads.

Håber på hurtig sagsbehandling

Nis Bladt Hansen fortæller, at Esbjerg Kommune er positive i forhold til at fremskynde byggetilladelsen, så skaterne kan komme til at køre igen om 4-5 uger. I mellemtiden kan de se på byggeriet ved Ribe Fritidscenter, hvor der opføres en stor skaterbane i beton. – Det er nok noget helt andet at køre på, siger Nis Bladt Hansen, som dog påpeger den stensætning, som er monteret på trærampen: – Den giver udfordringer!

Foreningen har lavet skilt med få klare regler

Få klare regler og ansvar

Det er ikke tilladt at køre derpå på mountainbike.
Rasmus fra organisationen bag Gadeidræt fortæller, at Nordea-fonden støtter mange, mange projekter i landet. Han pointerer omkring sikkerheden: – Det er forældrenes ulykkesforsikringer, der dækker ved evt. uheld.

Der bliver rift om tilskuerpladserne på Seminarievej

Godt med flere tilbud

Afsluttende fortæller Nis Bladt Hansen: – Vedligeholdelse tager vi (vores forening) sig af, finansieret af kontingenter og donationer. Det er en del af kulturen, at der er flere spots rundt omkring i byen, så man tager fra det ene til det andet og møder hinanden på de forskellige steder.
Derfor vil rampen på Ansgarskolen fortsat være et tilbud, når den store bane står færdig ved Ribe Fritidscenter.

Glæder sig vildt

Bastian Clausen glæder sig til fantastiske forhold for skaterne i Ribe – og tror på, at det vil betyde mange besøg af unge mennesker: – Jeg har skatet sammen med Christoffer siden 7. klasse – mest på byens gader og parkeringspladser. Det bliver fedt at komme ind på professionelle baner.

Det nye anlæg godt på vej

De fire private optagelser viser, at der er godt gang i planlægningen og byggeriet af skaterbanen ved Ribe Fritidscenter.