Tekst & Collager: Johnny Tauman    Foto: Privat
4. maj 2020

– Jeg glæder mig helt vildt til, at vi endelig kan få noget at skate på, siger Bastian Bæck Clausen til RYK IND RIBE. Han har sammen med vennen Christoffer Tonnesen kæmpet i mange år for at få en ”rigtig” bane at skate på. Drengene begyndte allerede at skate, da de gik i 7. klasse. – Dengang var der hverken nogle ramper eller noget, der lignede, så vi skrev derfor til kommunen, da vi gerne ville flytte vores skate fra gaderne ind på et godkendt område, lyder det fra en optimistisk Bastian.

Bastian glæder sig sammen med kammeraterne til, at banen står klar

Flere skatere til byen

Han synes, at skateparken bliver fed, da det er en streetpark, og nu er der jo også lige blevet bygget en mini rampe, så nu har vi både street og transition skate i Ribe.
Afsluttende siger Bastian: – Jeg tror helt klart, at det nye tilbud vil få flere skatere til byen – og placeringen gør, at vi ikke kommer til at genere nogen. Tidligere har skatere nemlig oplevet at blive smidt væk for at forstyrre.

Peder Tørnqvist glæder sig

Udvalgsformand Peder Tørnqvist fortæller, at banen bliver opført af firmaet FSR Beton og den bliver på ca. 600 m2. – Ud over de 1,6 mill fra budgettet, har vi bevilliget 50.000kr som årlige aktivitetsmidler, som skal bruges sammen med street mega Esbjerg til forskellige aktiviteter, lyder det fra Peder Tørnqvist som kan konstatere, at byggeriet allerede er foran i tidsplanen.

Udvalgsformand Peder Tørnqvist glæder sig til de færdige resultat

Måske færdig i juli

FSR Beton ved , hvad de unge har brug for. Firmaet har mere end 10 års erfaring med at bygge skaterparker – og garanterer, at den kombinerede skate- og streetpark i Ribe vil tiltrække mange unge.
Hvis det ikke kommer nogle uventede vejrlige knaster på tværs, så vil banen nok kunne tages i brug i juli måned.
– Jeg glæder mig snart lige så meget som de unge mennesker til at se det færdige resultat, siger Peder Tørnqvist til RYK IND RIBE. Men det bliver May-Britt Andrea Andersen, som kan holde åbningstalen, da hun med udgangen vender tilbage til byrådet efter barselsorlov.

Tre pavilloner vidner om, at det er ikke er et projekt, som “bliver bygget over en nat”.