Tekst: Hasse Jørgensen, fotos: Renè Jørgensen, tirsdag den 22. december

Det blev til en arbejdssejrsejr, da Ribe-Esbjerg HH mødte Mors Thy Håndbold tirsdag aften i Ribe Fritidscenter, men vi skulle helt hen til de sidste minutter, før kampen blev afgjort. Sejren blev på 30-27 efter 17-19 ved pausen. Dermed passerede REHH Mors Thy Håndbold i tabellen, og samtidig er REHH bedst indbyrdes, idet holdet kun tabte med et mål i de to holds første opgør.

Det blev en lidt underlig kamp, der bølgede frem og tilbage. Et par gange i første halvleg var REHH foran med tre mål, men forspringet blev indhentet.

I anden halvleg var det det meste af tiden Mors Thy, der havde teten indtil der manglede omkring fem minutter af opgøret. Her stoppede Mors Thy med at score, mens REHH lavede tre mål, og så var de to meget vigtige point i hus.

Man kan ikke påstå, at det var forsvarernes kamp, hvilket målcifrene også indikerer, men i anden halvleg tog Søren Rasmussen fat i målet. Han startede halvlegen med fire store redninger, og så fortsatte han ellers med gode redninger, herunder et par straffekast, og det var med til at tage modet fra gæsterne.

Et fysisk opgør

Kampen blev et hårdt fysisk opgør. Der blev gået til den i begge forsvar uden det dog i nævneværdig grad lykkedes at holde modstanderne fra at score. REHH brændte også flere oplagte chancer, og fire mistede indspilninger til stregen kostede dyrt, da Mors Thy i alle fire tilfælde opfangede bolden og scorede i den anden ende. I anden halvleg fik REHH mere styr på forsvaret, men da det skete kneb det til gengæld alvorligt med at score i den anden ende.

Set med tilskuerens øjne kan det undre, at REHH fik fem udvisninger mod kun to til gæsterne, og det samme gjorde sig gældende med straffekast. Det var ellers ikke fordi Mors-thy tog blidere fat end hjemmeholdet.

Det blev aldrig til det flydende og velorganiserede spil, men det blev en kamp med fuld intensitet, og det var tydeligt, at der var vigtige point på spil for begge hold.

Arbejdede godt

Der blev arbejdet godt hos REHH over en bred front, men spillere som Jonas Larholm, Mathias Jørgensen og Nicolai Nygaard fik omsat bestræbelserne i mål. På stregen stred Miha Zvizej en hård kamp under vanskelige forhold, idet Mors Thy spillerne flere gange var ved at flå trøjen af ham. I målet var det især i anden halvleg Søren Rasmussen, der gjorde sig gældende, og han blev da også kampens spiller.

Med tre sejre i lige så mange kampe kan REHH nu holde en velfortjent juleferie på en 10. plads.

En dejlig sejr

Det var en glad Mathias Jørgensen, der efter kampen kunne glæde sig over sejren og til juleferien.

– Det holdt lidt hårdt, men vi fik dem heldigvis i de sidste ti minutter. Og det var en dejlig sejr, fordi de er direkte konkurrenter til kampen om en plads i slutspillet.

– Vi har haft en rigtig god december med tre sejre i tre kampe. Det er lige til at holde til, lød det med et grin fra Mathias, der også glæder sig over, at holdet har rejst sig efter en dårlig start på sæsonen.

– Vi synes egentligt, vi har spillet mange gode kampe, men det har ikke givet mange point, så det er godt, det giver pote nu.

Lykkelig cheftræner

Det var også en glad og tilfreds cheftræner Kristian Kristensen, der kunne notere, at de sidste fem kampe har givet fire sejre.

– Jeg er lykkelig ikke mindst på drengenes vegne. Det er dem, der knokler, selv om vi også slider i det. Men de har virkelig fortjent det her. De tabte marginalt i starten, og det kom let til at hedde, at vi spillede dårligt. Men det synes jeg ikke. Det var marginaler, der afgjorde kampe, men drengene blev ved. Og ikke mindst sejrene over Skjern og Aalborg betyder noget hvad selvtilliden angår. Jeg er stolt over, at de har lagt endnu et lag på spillet. Det hele går noget lettere, når man vinder.

Hvad skal juleferien og VM-pausen i januar bruges til?

– Nu skal vi have juleferie frem til den 7. januar, og så skal de første 14 dage bruges til, at få drengene tilbage på sporet og give dem et boost, så vi er forberedt til de næste kampe. Jeg tror, at kampen om en placering i slutspillet bliver afgjort i de første tre kampe i forårsturneringen, siger Kristian Kristensen.

REHH møder efter pausen SønderjyskE den 6. februar ude, Skanderborg den 19. februar hjemme og Fredericia den 18. februar ude.

Sønderjyske er nummer 5 fire point foran REHH, mens Fredericia er nummer 7 og Skanderborg nummer 8 hver med tre point flere end REHH.

Kampen i tal

Målscorere REHH: Jonas Larholm 7, Mathias Jørgensen 6, Nicolai Nygaard 5, Miha Zvizej 5, Gunnar Jonsson 2, Runar Karason 2, Daniel Ingason 1, Lasse Uth 1 og Kasper Kvist 1.

Mors Thy: Bjarke Christensen 7, Sander Øverjordet 4, Tim Sørensen 4, Mads Hangaard 4, Lasse Pedersen 3, Emil Bergholt 3, Jonas Gade Nielsen 1, Marcus Midtgaard Sørensen 1.

Udvisninger: REHH 5, Mors Thy 2.