Tekst: Team Esbjerg foto: Renè Jørgensen
25. april 2026.

Alt skal efterlades på banen i Rumænien

Det er tæt. Meget tæt. Et mål skiller Team Esbjerg og CSM Bucuresti, inden de to hold på søndag igen mødes til sidste opgør i EHF Champions League kvartfinale. Det blev til en sejr til esbjergenserne, der nu skal have point i en rumænsk heksekedel, før ambitionerne om endnu et Final4 skal realiseres.

CSM viste i sidste uge, hvorfor de endte på andenpladsen i den modsatte gruppe. Truppen har masser af kvalitet på alle pladser, og de rystede ikke på hånden, da Team Esbjerg kom foran med fire.

Det vidner om en stor kynisme i de afgørende situationer. Men de er ikke ene om at have det. Team Esbjerg har i denne sæson også vist, at de besidder denne evne, og på søndag bliver der brug for den igen.

For med så tæt et udgangspunkt kan det gå hen at blive en gyser af uhørte dimensioner. Især hvis det ender med en sejr til CSM på et mål. Reglen om udebanemål er nemlig væk, og i stedet går opgøret direkte i straffekast.

Men cheftræner Tomas Axnér går naturligvis efter point, og der er heller ikke noget skælven at spore hos hverken ham eller truppen over udsigten til en drabelig fight.

– Det kommer til at handle om præstationen på dagen, og at vi har en taktik, som vi holder. Vi skal også være i stand til at kunne holde til den kulisse, som der kommer til at være, men det er noget, vi har prøvet før, siger Tomas Axnér om Polyvalent Hall, der bliver fyldt til bristepunktet.

– Der bliver fuldt hus, og det er en arena, som kan skabe en utrolig stemning for hjemmeholdet, men det er også det, som er sjovt at spille i. Vi ved, at der bliver tryk på, men det er meget sjovere end at spille i en tom arena, siger han.

Holdet har op til kampen haft god tid til at gøre sig klar. Kampen mod København var i tirsdags, og dermed har der været fem dage til at dykke ned i detaljerne. Holdet tager også til den rumænske hovedstad med en klar plan.

– Vi har brugt ugen på at give spillerne fri om onsdagen, og så har vi haft to træningspas, inden vi tog afsted. Vi tager derned med en god plan, og vi har haft mulighed for at lægge de sidste detaljer på plads, siger cheftræneren.

Det er kun Sanna Solberg, Tabea Schmid, Nina Koppang og Judith van der Helm, der er helt ude af opgøret.

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women kvartfinale, kamp 2 mod CSM Bucuresti søndag den 26. april kl. 16.00 i Polyvalent Hall:

Målvogtere: Katharina Filter og Anna Kristensen

Venstre fløj: Elin Hansson og Zoë Sprengers

Højre fløj: Sarah Dekker, Mia Emmenegger, Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen

Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Olivia Löfqvist

Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Helene Kindberg, Michala Møller, Nora Mørk og Henny Reistad.