Dato: 10.01.2025
Tekst: Peter Lindgaard
Foto: Arkiv

Der bliver budt på opera-arier, operettetoner og barokmusik, når Sct. Catharinæ Kirke lørdag den 18. januar kl. 16 byder nytåret velkommen med et batteri af musikalske highlights. De to sangsolister Louise Bernt Sørensen og Daniella Flórez – begge studerende fra konservatorierne i Odense og Aarhus – stiller op med et mousserende program bestående af klassiske bobler fra H.C. Lumbye, Strauss, Delibes, Kai Normann Andersen og Bent Fabricius-Bjerre.

Louise optrådte med Operaen i 2023 og Daniella har været solist i Figaros Bryllup og Carmen ved opførelser i Musikhuset i Aarhus. Sangerne bliver akkompagneret af violinist Søren Storm Larsen og pianist Lasse Toft Eriksen.  Søren og Lasse stammer begge fra Esbjerg. Lasse er til daglig organist ved Treenighedskirken. Vid koncerten på lørdag vil de diske op med både barokmusik og nogle værker fra salonmusikken. Lasse Toft Eriksen modtog for nylig Frobeniusfondens store pris for sit skabende arbejde som organist på højeste niveau. Billetter kan købes i forsalg på billetto.dk