Tekst og foto: René Jørgensen
10. januar 2025.
Så roterer pladespilleren igen på Termansens fire onsdage i foråret. Mon ikke også tankerne roterer, når deltagerne skal finde musik, der passer til forårets fire temaer? I hvert fald er der altid spændende tolkninger af aftenernes temaer på pladespilleren og altid ledsaget af gode historier om, hvorfor det netop var dette stykke musik, der blev valgt, fortæller Christian Quvang fra foreningen.
Tilrettelæggelsen af aftenerne er ’udliciteret, så der er skiftende værter for aftenerne. Værterne vil typisk have en særlig interesse for aftenens tema. Som noget nyt vil aftenerne starte klokken 19 – så kan de fleste få spillet deres medbragte musik. Ideen med VVVV aftenerne er, både at opleve ny musik indenfor alle genrer og at opbygge et fællesskab omkring den musik, der for mange er en vigtig og livsbekræftende faktor. Det bekræftes i og med flere og flere dukker op og flere faktisk kommer udenbys fra. Ligesom vinyl jo har fået en revival som mange dyrker.
Program forår 2025:
Den 22. januar – Blood on the Tracks, andre Skilsmisseplader og de tusindvis af sange om at skilles. Vi fejrer et af musikhistoriens mesterværker om det at skilles fra sin elskede, i og med det er 50 år siden Dylans ’Blood on the Tracks’ udkom. Men også de utallige andre plader og sange om skilsmisse, og det at skilles, er på programmet.
Den 5. marts -‘Get on the Train’ – En aften med Togsange – Stig med ombord! At rejse fra A til B er ofte anledningen til fortællinger om alle mulige oplevelser – fra forelskelse til flugt – også sat i form som sange. Ikke mindst det at rejse med tog har givet anledning til hundredvis af udgivelser med ’togsange’.
Den 23. april – Covernumre
Covernumre er en genre for sig. Meget ofte opleves det faktisk, at et covernummer overgår originalen ved at genfortolke og tviste tekst eller melodi. Der er talrige eksempler herpå, og det er aftenens tema.
Den 14. maj – Protest sange til alle tider – fra Dylan og Donovan til Bob Marley og Beyonce
Protest sange og folkemusikgenren hører unægtelig tæt sammen. I 1960’erne med den kolde krig, atommarcher, Vietnam-krigen, kvindefrigørelse og borgerrettighedskampe blev protesten og protestsangen et definerende og samlende element til at påvise social og anden uretfærdighed. Og siden er protest sange udkommet i alle mulige afskygninger og genrer.
Information om VVVV aftenerne kan findes ved at klikke på ’Vinyl Venner Vender Vinyl’ på Termansens hjemmeside, så føres man til, dels en blog med info om aftenerne og kommentarer hertil dels vises playlisterne for alle VVVV aftenerne. Det er gratis at deltage, lyder det i en pressemeddelelse fra ’Vinyl Venner Vender Vinyl’
Tilmelding til quvang@stofanet.dk