Tekst: René Jørgensen foto: (c) SF Studios
26. september 2026.

Fra skolekomedie i Ribe til det store lærred – barndomsvenner genforenes i ny dansk film

Når filminstruktøren Rasmus Heide den 1. oktober sender sin nye komedie OFFROAD ud i landets biografer, bliver det med et ganske særligt gensyn. Han har nemlig lokket sin gamle skolekammerat fra Vittenbergskolen i Ribe, Kasper Rosenstand, foran kameraet. De to spillede sammen i skolekomedien i 7. klasse – nu mødes de igen på et filmset med nogle af dansk films kendte ansigter.

Der er gået en del år, siden Rasmus Heide og Kasper Rosenstand stod sammen på scenen i en skolekomedien på Vittenbergskolen i Ribe. Siden har de to Ribe-drenge valgt vidt forskellige karriereveje. Rasmus Heide har skabt sig en karriere som filminstruktør, mens Kasper Rosenstand til daglig arbejder i Vejdirektoratet i København.

Men gamle venskaber kan føre til nye eventyr. Da Rasmus Heide skulle indspille sin seneste film, OFFROAD, fik han nemlig en idé: Hvorfor ikke give sin gamle skolekammerat en rolle?

Resultatet er, at Kasper Rosenstand nu kan opleves på det store lærred i en mindre, men ifølge instruktøren meget vigtig scene sammen med hovedrolleindehaveren Sofie Jo Kaufmanas og Casper Phillipson, der blandt andet har spillet over for Tom Cruise i storfilmen Mission: Impossible – Fallout.

– Kasper og jeg spillede faktisk sammen i skolekomedien på Vittenbergskolen, da vi gik i 7. klasse, så det er lidt tid siden. Og selvom Kasper ikke har luftet skuespillertalentet siden, så klarede han scenen med Sofie Jo Kaufmanas og Casper Phillipson til perfektion, fortæller Rasmus Heide.

Tre veninder på flugt fra hverdagen

OFFROAD er en komedie om tre veninder, der beslutter sig for at bryde ud af hverdagens faste rammer. Med en stjålen autocamper og Tenerife som legeplads begiver de sig ud på et hæsblæsende roadtrip, hvor venskab, frihedstrang og voksenlivets store beslutninger kommer i centrum.

Sofie Jo Kaufmanas, Julie Rudbæk og Katinka Lærke Petersen spiller de tre veninder Maggie, Eva og Stine. De får selskab af en række kendte danske skuespillere, blandt andre Ulrich Thomsen, Rasmus Bjerg, Iben Hjejle, Rasmus Botoft og Jesper Groth.

Rasmus Heide tilbage med ny komedie

Rasmus Heide har tidligere stået bag populære danske komedier som Blå mænd, Julefrokosten og de fire Alle for én-film.

Denne gang har han skrevet manuskriptet sammen med forfatteren Sara Ejersbo, der har udgivet mere end 60 bøger til børn og voksne. Filmen er produceret af SF Studios.

For de to gamle skolekammerater fra Ribe er OFFROAD dog også historien om et venskab, der har overlevet årene og nu har ført dem tilbage til deres fælles interesse fra skoletiden.

Dengang var det skolekomedien på Vittenbergskolen, der dannede rammen. Nu er scenen skiftet ud med et professionelt filmset og nogle af landets mest kendte skuespillere.

OFFROAD får premiere i de danske biografer torsdag den 1. oktober.

 

Rasmus er ved at instruere de tre hovedrolleindehavere, Sofie Jo Kaufmanas, Julie Rudbæk og Katinka Lærke Petersen under vores optagelser på Tenerife.

Billede af Rasmus sammen med Ulrich Thomsen. Vi er ved at gennemse en optagelse, som vi netop har lavet, fortæller Rasmus Heide

Et billede fra en scene, som de tre skuespiller elskede. De skulle dase ved poolen og bestille drinks.