Tekst & Foto: Johnny Tauman
10. april 2024

Den nylagte asfalt dampede, da en regnbyge kom forbi. Tirsdag eftermiddag blev der arbejdet ihærdigt på den dobbeltrettede cykelsti, som går fra Ø. Vedsted til Vadehavscentret (Låningsvejen).
Meter for meter arbejdede asfaltmaskinen sig på ruten, som dels ligger langs vejen dels bag læhegn.

Ved Ø. Vedsted byskiltet er der lavet et helleanlæg, som skal sikre, at cyklisterne fra Ribe-siden sikkert kan krydse Ø. Vedstedvej.
Skiltningen er på plads – og noget overraskende fremgår det, at den nye cykelsti faktisk har to ruter: Vestkystruten og Nordsøruten.
Der foreligger ikke tidspunkt for åbningen af den dobbeltrettede cykelsti, som har været gennem en vanskelig proces siden den politiske beslutning 30. november 2018.

Nu er målet i sigte 🙂