Tekst og fotos Hasse Jørgensen, tirsdag den 23. februar
Varming Savværk er kommet ind på markedet for træskibe. Ejeren af Varming savværk, Thomas Lautrup Andersen, har købt firmaet Dansk Skibstræ og flyttet virksomheden fra Kolding til savværket i Varming.
Dermed er savværket i Varming kommet op på otte medarbejdere, som fordeler sig med tre på savværket, en tømrer, to lærlinge, en deltidsansat på kontoret samt Thomas Lautrup Andersen selv, der – som han selv siger – er lige midt i det hele.
Dansk Skibstræ har specialiseret sig i at lave træ til skibe efter individuelle mål, og det er egetræ fra Danmark, der leveres. At det er specielle mål, der leveres i, ses tydeligt på pladsen ved savværket. Her ligger store egetræsstammer, der for nogles vedkommende er op mod 200 år gamle, og de er alt andet end lige. Flere af dem bugter sig på mange forskellige måder, men det gør, et de stammer lige nøjagtig kan opfylde de krav, der stilles til f.eks. dæksplanker eller andet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Svært at finde
Thomas Lautrup Andersen fortæller, at det kan være meget svært at finde de stammer, som netop kan bruges til de forskellige formål.
– Men det er også det, der gør det sjovt, siger Thomas, mens vi kigger på stammer, der skal bruges til dæksplanker, på stammer til en køl og andre stammer til spanter.
– Hvorfor købte du Dansk Skibstræ?
– Det var ejeren, Poul, der henvendte sig. Han vil gerne have lidt mindre at lave, så han er nu med på sidelinjen med sin erfaring og ekspertise.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Jeg købte firmaet fordi det er en nicheproduktion, og fordi jeg har en stor sav, der kan håndtere de store stammer, og jeg har heldigvis overtaget alle Pouls kunder.
– Hvem bruger træ til skibe i dag?
– Jeg har alle landets skibsværfter som kunder.
– Jeg har lige fået en stor ordre til fregatten Jylland, jeg skal levere træ til Grønland, Island og har f.eks. også leveret til Sverige og andre lande.
– Hvor får du træet fra?
– Jeg har kontakt til alle, der sælger træ i Danmark, men det er sjældent dem, der kommer og fortæller, at nu har de et specielt stykke træ. Jeg skal selv ud og finde det, fortæller Thomas Lautrup Andersen.
Synergieffekt
Ud over savværket omfatter virksomheden også tømrer- og snedkerforretningen, og her løses der alle mulige opgaver indenfor de to brancher.
Dertil kommer, at Thomas Lautrup Andersen også har startet en produktion af shelters, og det er blevet en stor succes.
– Vi producerer dem som halvfabrikata, så køberne selv kan samle dem. – Vi kalder det for vores Ikea-design, så kunderne ved, at de selv skal samle dem, forklarer Thomas Lautrup Andersen med et smil.
Netop det, at virksomheden har flere ”ben” at stå på, giver en god synergieffekt.
– Er det noget rigtig møgvejr, og tømrerne er i gang uden døre, kan de komme hjem og arbejde, til vejret bliver bedre, og er der stor travlhed med nogle opgaver udenfor huset, kan flere rykke med ud, forklarer Thomas.
Han er barnebarn af savværkets stifter, Bent Johannsen, og er således tredje generation i firmaet.