Tekst Hasse Jørgensen, tirsdag den 3. november 2026
To ungersvende på 16 år tog sig mandag en lidt usædvanlig togtur fra Ribe til Tønder. De to steg ikke ind i toget men satte sig bagpå toget og tog altså turen ude i den friske luft.
De to blev anmeldt til politiet og blev anholdt på stationen i Tønder, hvor de begge erkendte. De er nu sigtet efter straffelovens paragraf 184.
De to forklarede til politiet, at de tidligere på dagen tog toget fra Tønder til Ribe, men den ture foregik inde i toget. Da de skulle hjem fra Ribe klokken 22,44, mente de åbenbart, at det var spændende at sidde ude på bagenden af toget.
Hvad de unge har siddet på, er ikke klart, men det er formentligt den relativt brede kobling, der bruges ved sammenkobling med andre togsæt.
– Det er absolut noget, vi advarer mod, siger politikommissær Jesper Mørup, Syd og Sønderjyllands politi.
I straffelovens paragraf 184 står der: ”Den, der uden at være strafskyldig efter § 183 eller § 183 a (om bl.a. forvoldelse af brand eller sprængning) forstyrrer sikkerheden for jernbaners, fartøjers, motorkøretøjers eller lignende transportmidlers drift eller sikkerheden for færdsel på offentlige færdselsveje, straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år”



































































