Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 2. november 2026
LæseSelskabet inviterer igen i år til den traditionsrige Skumringstime, som er en del af Nordisk Litteraturuge, der blev startet af Foreningen Norden i 1997.
Hvert år samles mere end 150.000 mennesker over hele Norden og Baltikum for at lytte til den samme tekst læst højt på samme tidspunkt. I år finder arrangementet sted mandag den 9. november kl. 19 – 20, og her i Ribe er det i Tårnborg, Puggaardsgade 3.
Der læses i år et uddrag af ”De vil drukne i deres mødres tårer” af Johannes Anyuru. Det er en fremtidsroman, som beskriver, hvordan et demokratisk samfund som Sverige kan blive, hvis man ikke værner om sine demokratiske værdier.
Bogen er valgt, så den passer med årets tema, “Demokrati i Norden”.
Norden er verdens mest demokratiske region. Vi beskyttes af loven og har tillid til hinanden og dem, som bestemmer. Vi kan vælge at tro, eller lade være. Vi kan sige højt, hvad vi mener, og vi kan læse de bøger, vi har lyst til.
Det må vi aldrig tage for givet. Og slet ikke nu, hvor verdenssituationen er præget af krig, politisk uro, polarisering og censur.
Det vil være Henrik Lykke, som står for oplæsningen. Aftenen byder også på et par nordiske fællessange, ledsaget af Peter Hyldahl ved klaveret.
”Der er gratis adgang. Alle er hjerteligt velkomne – så kom og bliv del af et fællesskab med alle andre, der lytter i Bergen, Borås og Bjerringbro, Tallin, Trondheim og Tórshavn – og mange andre steder” hedder det i en pressemeddelelse fra LæseSelskabet.



































































