Tekst & Foto: Johnny Tauman
28. februar 2025

Hver kamp er som en finale, hvor kun en sejr tæller! Noget andet er så virkeligheden for Ribe-Esbjerg HH, der søndag møder formstærke Fredericia Håndbold på udebane, Ribe-Esbjerg HH har hårdt brug for begge point, men hvem husker ikke de uafgjorte kampe i slutspillet mod netop Fredericia – her leverede REHH nogle fantastiske kampe. Uafgjort vil være et fantastisk godt udbytte!

Møder Fredericia Håndbold ude

Det første opgør i Blue Water DOKKEN vandt Fredericia målvogterduellen – og kampen med (26-31), hvor især Kasper Young med 11 scoringer på 13 forsøg var med til at cementere sejren.
– Nu står vi over for en rigtig god modstander, som er ved at etablere sig som top tre mandskab i herreligaen, siger cheftræner Marc Uhd, der har respekt for Fredericias gode forsvarsspil og ikke mindst de resultater, holdet har opnået i Champions League.

Mors-Thy kommer i DOKKEN

Det andet opgør er hjemme i Blue Water DOKKEN på torsdag, hvor Mors-Thy Håndbold kommer forbi. I den første kamp fik begge hold point ved at spille uafgjort (29-29) efter (11-15) ved pausen. Kort ind i anden halvleg var REHH endog foran med seks mål (14-20). Nitten minutter før slutsignalet kom MTH på (20-20) og i en afslutning, hvor holdene på skift førte fik publikum spænding for alle pengene.

– Jeg har stor respekt for Mors-Thy, som har forstået at skabe flotte lokalt forankrede rammer for ligahåndbolden – og så har de et spændende angrebsspil. Men vi har også redskaber til at stå imod med, siger Marc Uhd, der dog må undvære målvogter Niklas Kraft i de to kampe. I stedet har han Mads Brandt med, der supplerer Ágúst Björgvinsson

RYK IND RIBE tror på to tætte kampe – og gerne med et samlet udbytte på to point!