Tekst og foto: René Jørgensen
24. september 2026.

Antikvarisk Selskab aflyser traditionel bogbazar efter pludseligt dødsfald

Bogbazaren under årets Høstmarked i Ribe bliver ikke til noget. Antikvarisk Selskab har valgt at aflyse arrangementet som følge af Lars Ilsøes pludselige død. Selskabet forventer at vende tilbage med bogsalg til julebazaren i december.

RIBE: Det er efterhånden blevet en tradition, at Antikvarisk Selskab holder bogbazar i Toldboden på Overdammen i forbindelse med det årlige Høstmarked i Ribe. Men i år må bogelskere undvære det populære bogsalg.

Antikvarisk Selskab har på sin hjemmeside og i bladet Det Sker meddelt, at årets bogbazar, der skulle have fundet sted den 2. og 3. oktober, er aflyst som følge af Lars Ilsøes pludselige død.

Ved den traditionsrige bogbazar plejer besøgende at kunne gå på opdagelse blandt et stort udvalg af bøger til særdeles rimelige priser. Udvalget spænder vidt fra lokalhistorie, arkæologi og kulturhistorie til krimier, romaner, biografier, kogebøger, kunstbøger og tegneserier. Også dvd’er og andre udgivelser har været blandt tilbuddene.

Vender tilbage til jul

Selvom bogbazaren under Høstmarkedet er aflyst, bliver der igen mulighed for at gøre et godt bogfund inden jul.

Antikvarisk Selskab forventer således at vende tilbage med den traditionelle julebazar i Toldboden den 5. og 6. december.

Her vil der igen være mulighed for at finde bøger inden for mange forskellige emner – hvad enten man er på jagt efter en julegave eller blot en god bog til læsning under julelampens skær.