Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 21. oktober 2026
To 23-årige, der har været kammerater i flere år, har taget et usædvanligt skridt nemlig at gøre deres deltidsbeskæftigelse til det, de skal leve af fremover.
Steffen Christensen og Tobias Jensen, begge fra Ribe-egnen, oprettede tilbage i 2024 et firma, hvor de i deres fritid arbejdede med opgaver indenfor gulvbelægning, elektricitet og mindre tømreropgaver samt montage af f.eks. køkkener alt imens, at de var i lære henholdsvis som gulvlægger og elektriker. Nu er begge udlærte, og det giver grobund for deres eget firma, JC Byg og Teknik.
De to fortæller, at de kan udføre alle opgaver indenfor elektricitet og gulvbelægning samt mange andre opgaver, som selvlærte ”handyman” også udfører. De to har gennem deres uddannelser fået et godt kendskab til forskellige håndværk.
De to fortæller videre, at de har været i Esbjerg i en lejlighed, hvor der skulle lægges nye gulve, sættes nye døre op og laves noget med det elektriske, og de klarede det hele.
– Hvis fru Hansen ringer og skal have en nyindkøbt lampe sat op, klarer I også det?
– Der er intet, der er for småt for os, lyder svaret.
Steffen Christensen er uddannet gulvlægger ved Garant Ribe, mens Tobias Jensen er udlært elektriker ved Nørremarkens Elservice.
– Hvorfor er I gået sammen og har lavet jeres eget firma?
Begge er enige om, at det er friheden til at gøre arbejdet på deres måde og friheden til at kunne tilrettelægge egen arbejdsdag og være fleksible, der tæller.
– Vi kan starte tidligt om morgenen, køre til Vejle og klare en opgave, og vi kan blive ved til klokken 20 om nødvendigt for at blive færdige. Det bestemmer vi selv, lyder det fra Tobias.
– Hvad med den elektriske del. Det kræver en autorisation at færdiggøre et elarbejde.
– Her arbejder vi sammen med et firma, der har autorisationen. Det er meget kendt i den østlige del af Danmark, men ikke så meget i den vestlige. På sigt vil jeg selv uddanne mig til autoriseret elinstallatør, men indtil videre arbejder vi sammen med dette firma. Vi beskriver i detaljer, hvad vi har lavet, de kontrollerer og godkender det, forklarer Tobias.
Både Steffen og Tobias fortæller, at de selvfølgeligt arbejder godt sammen, og gælder det gulvarbejde, er Steffen chefen og Tobias arbejdsmanden, mens det selvfølgelig er omvendt, når det gælder det elektriske.
Du kan læse mere om firmaet på hjemmesiden jcbygogteknik.dk Den er stadig under etablering men også tilgængelig.





































































