Tekst Hasse Jørgensen, fotos Hasse og privat, tirsdag den 4. juli 2026

Det handler om at finde den tidsmæssige balance mellem de helt store oplevelser på verdenshavene, familielivet her hjemme og det at passe forretningen i Ribe.

Det er det dilemma, Sune Lorentsen står i, men beviset på, at han kan løse dette dilemma, ligger i Ribe Å ved Kammerslusen – en 12 tons stor katamaran med navnet Pasha, som Sune netop har erhvervet på Trinidad og sejlet hjem sammen med familiemedlemmer og venner. Nu ligger den ved Kammerslusen for at blive gjort klar til et nyt togt, der efter planerne skal føre til en jordomsejling af tre til fem års varighed.

At tale med Sune om hans oplevelser på verdenshavene ombord på dette prægtige skib er som at blive sat ind i en helt anden verden. En verden, der omfatter sjældne oplevelser som at dykke ved Trinidad, at fange en 140 kilo tung tun, at se delfiner lege foran stævnen på skibet, at se havskildpadder og spækhuggere, at bestige vulkaner og i øvrigt besøge en masse spændende steder.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Gennem nettet på forskibet kan man se delfinerne lege

Det hele startede, da Sune var ung.

– Jeg har hele tiden sejlet. Først med motorbåd i Danmark, Norge og Sverige, men for ti år siden købte jeg en sejlbåd. Jeg blev skilt, og så begyndte jeg at planlægge længere ture med sejlbåden med gaster om bord. Jeg har krydset Atlanten tre gange, fortæller Sune.

Nu er sejlbåden skiftet ud med katamaranen, som hans far fandt på Trinidad.

– Jeg havde egentligt købt en båd i Spanien, men efter at have fået papirerne på den og betalt den, fik jeg pengene tilbage med besked om, at en anden havde fået båden. Det var en skuffelse.

– Vi tog til Kroatien for at se på en båd, men sælgeren mødte aldrig op. Så fandt min far båden på Trinidad. Den var rokker dyr, men prisen var trods alt rimelig i forhold til bådens stand og årgangen. Båden var ejet af en rigmand, der ikke kunne sejle den. Han havde ansat en skipper, og så var meningen, at rigmanden kunne flyve ud til båden, sejle med, og igen flyve hjem for at gentage turen. Men da skipperen fik en blodprop, ville rigmanden sælge. Vi købte og sejlede båden hjem, fortæller Sune.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Der er god plads ombord i kahytterne

Nu prøver Sune at hyre en besætning til den næste tur.

– Vi starter stille og roligt med en tur rundt i de danske farvande. Dernæst sejler vi gennem Kielerkanalen, ned gennem den engelske kanal, over Biscayen, via De Canariske Øer til Trinidad. Hvis vi kan holde skibet sejlende økonomisk, går vi gennem Panama ud i Stillehavet til Fransk Polynesien og så rundt om jorden hjem.

– Hvad kræves der af de gaster, du skal have med, og hvor længe skal de være om bord?

– længen afhænger af, hvor vi sejler, for nogle steder er der langt mellem de steder, vi kan skifte. Men gasterne skal gerne være ombord tre til fire uger.

– Kravene til dem er, at de har lyst til oplevelser og at de kan omgås andre mennesker. Det kræver ikke sejlerkundskaber. Dem lærer jeg dem, for når man er gast om bord, hjælper man med alt lige fra at sejle skibet til madlavning og alt forefaldende arbejde.

– Når vi f.eks. skal hale en stor fisk ombord, skal der fem personer til, og det er vigtigt, at alle ved, hvad de skal gøre. En stor fisk kan med et slag af halen trække 400 meter line ud, og så er det vigtigt, at alle kender deres pladser. Vi øver det med små fisk, så det sidder fast, når der er en stor fisk på krogen.

Sune fortæller også, at sikkerhed er vigtig. En katamaran ligger stille i søen. Så stille, at elkedlen og krydderier kan stå fremme under sejladsen.

– Men det er vigtigt, at alle ved, hvad der skal gøres, hvis en falder over bord. De skal vide, hvordan sejlene rebes, motorerne startes og skibet vendes, hvis det er andre eller mig, der skvatter over bord.

Han fortæller også, at når de kommer dertil, er der en, der bestemmer og det er skipper.

– Hvis der er seks skippere om bord, duer det ikke. Men vi snakker om, hvad den enkelte gerne vil se, og jeg opfordrer alle gaster til på forhånd at læse om de steder, vi har planlagt at besøge. Det handler om oplevelse: at besøge museer, dykke, besøge seværdigheder, bestige vulkaner og meget mere.

– På nogle strækninger skal vi også sejle natsejlads, og så er der nogle af gasterne, der skal på nattevagt. Hvis de kommer ud for noget, de er usikre overfor, vækker de mig. Og de første nætter efter vi har fået nye gaster ombord, bliver jeg vækket meget oftere, end når gasterne har fået erfaring.

– Vi sejler selvfølgelig efter søfartsreglerne, hvor det normalt er motorskibe, der viger for sejlskibe. Men et stort containerskib kan have svært ved at dreje hurtigt, og er vi kommet så tæt på, at der er tvivl om, hvem der skal vige, er vi for tæt på.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Broen, hvor skibet styres fra, og hvor der er en fantastisk udsigt

Sune fortæller også, at skibet rent teknisk er så godt udstyret, at det faktisk kan sejle selv: – Men det bruger vi ikke, for det at sejle skibet, er en stor el af oplevelsen.

Skibet er forsynet med firedobbelte kahytter med fire separate badeværelser. Dertil kommer to spidskahytter, så skibet er godkendt til 12 sovende personer. Desuden er der både fryser, opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler om bord. Sune Lorentsen satser på at sejle med ni gaster. Skibet er også forsynet med et anlæg, der kan lave saltvand om til ferskvand, og der er både 200 volt og 12 volt strøm om bord.

– Hvis man sejler på krydstogt, sætter man sig og bliver vartet op. Men her er man med i alt arbejde.

– Hvad betyder det at holde skibet sejlende økonomisk?

– Gasterne giver et bidrag til skibskassen. På den måde kan vi forhåbentligt holde skibet sejlende.

– Hvordan får du dilemmaet mellem oplevelser, familielivet og forretningen til at gå op?

– Det er også svært.

– Jeg har forretningen i Ribe samt nogle udlejningsejendomme, der skal passes. Jeg har også familien. Men jeg har heldigvis nogle søde ansatte i forretningen, og jeg håber, jeg kan tage ud et par måneder eller tre, så tage en tur hjem for igen at vende tilbage til skibet.

– Det er svært at overlade skibet, man har brugt hele sin opsparing og mere på, til en fremmed i en fremmed havn. Men det handler om at finde gaster, man har tillid til, og det tror jeg, jeg gør, lyder det fra Sune Lorentsen.

Og Sune har erfaringen. Indtil nu har han haft 55 gaster om bord på den gamle sejlbåd og nu Pasha.

Han holder i øvrigt åbent hus på Pasha den 8. og 9. august, hvor man kan høre mere om skibet og muligheden for at få en kæmpe oplevelse.

Der var lige plads i kammerslusen til, at Pasha kunne komme ind i åen