Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, onsdag den 7. august

Sidste Stafet for Livet blev afviklet i Ribe, løb deltagerantallet op i omkring 500. Denne gang budgetterer arrangørerne med et deltagertal på omkring 700.

At de har noget at have optimismen i, viser de tilmeldelser, der til nu er kommet. Til nu er 124 tilmeldte mod 96 på samme tidspunkt ved sidste arrangement.

I år har arrangørerne gjort det lettere at tilmelde sig med hold. Tidligere har det været sådan, at betalingen for et hold skulle falde, når holdet blev oprettet

– I år kan man oprette et hold og først betale, når den endelige tilmelding foregår. På den måde undgår opretteren af et hold at lægge penge ud for nogle, som han faktisk ikke ved også er med, fortæller Betty Madsen fra Stafet for Livet.

Stafetten finder sted i dagene fra den 14. til den 15. september ved Vittenbergskolen, og arrangementet som sådan går ud på, at deltagerne – enkeltpersoner eller hold – løber en rundstrækning og på den måde samler penge ind til Kræftens Bekæmpelse enten ved egenbetaling per omgang eller sponsorater.

Desuden er der flere arrangementer omkring arrangementet, der varer et døgn. Bl.a. er der lørdag aften en fantastisk stemningsfyldt mindehøjtidelighed for de, der er bukket under for kræften. De mindes med tale og lysposer.

– Vi vil meget gerne have tilmeldinger både fra enkeltpersoner og fra hold i god tid, og derfor opfordrer vi folk til at danne hold nu og i øvrigt melde sig til. Det drejer sig nemlig meget om planlægningen af hele arrangementet, fortæller Betty Madsen.

Tilmelding kan ske her: https://www.stafetforlivet.dk/stafet/ribe