Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ove Detlevsen, tirsdag den 22. september 2026

Egentligt skulle lokalplanen for jernstøberigrunden i Ribe have været præsenteret efter sommerferien, men den er blevet forsinket.

Lokalplanen skal sætte regler for, hvordan der må bygges på grunden, og planchef Bjarne Lang, Esbjerg Kommune, fortæller, at der arbejdes benhårdt på at få lokalplanen færdig til politisk behandling og offentlig høring.

Det er en kendt sag, at der er forurening på grunden, og Bjarne Lang fortæller, at det bl.a. er problemer med forureningen og så vandbehandlingen (risiko for oversvømmelse. Red.), der fortsat volder problemer.

Kan du give en tidsfrist for, hvornår lokalplanen er færdig?

– Det er der så mange før mig, der har gjort, så det vil jeg helst ikke.

Bliver det i år?

– Det regner jeg bestemt med, fortæller Bjarne Bang.

Jernstøberigrunden blev som bekendt ledig, da Ribe Jernstøberi gik konkurs. Kommunen købte grunden med bygningerne for at skabe mulighed for et nyt boligområde i Ribe. Bygningerne blev revet ned, og der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om udviklingen af området.

Senere er planerne blevet revideret adskillige gange. Men ideen er fortsat, at der skal opføres blandede boliger på stedet. Det vil sige almennyttige boliger og private boliger. Ribe Boligforening har således lagt billet ind på en del af området.