Tekst: René Jørgensen foto: privat
22. september 2026.
Vand i cykeltunnel giver våde fødder på skolevejen – nu reagerer kommunen
RIBE – En borger fra Øster Vedsted har gjort Esbjerg Kommune opmærksom på problemer med vand i cykeltunnellen under hovedvejen på strækningen mellem Øster Vedsted og Ribe. Tunnellen benyttes blandt andet af skoleelever, der hver dag cykler til Vittenbergskolen. Nu får kommunen sat gang i en udbedring.
Allerede i sidste uge kontaktede borgeren Esbjerg Kommune via kommunens tipfunktion, da der begyndte at samle sig vand i tunnellen. På det tidspunkt var vandstanden endnu ikke særlig høj, men borgeren frygtede, at yderligere regn ville forværre situationen.
Kommunen svarede, at flere borgere allerede havde gjort opmærksom på problemet, og at man var bekendt med forholdene.
15-20 centimeter vand på skolevejen
Da borgeren tirsdag igen passerede tunnellen, var situationen imidlertid blevet værre. Vandstanden var nu oppe på omkring 15-20 centimeter, hvilket gør det vanskeligt at komme tørskoet igennem.
– Jeg skal nok klare det, hvis jeg tager gummistøvler på. Men jeg tænker på alle de små elever i indskolingen, som benytter tunnellen på vej til skole. De kommer jo ikke tørskoede frem, fortæller borgeren, hvis navn er kendt af redaktionen.
Borgerens henvendelse handler først og fremmest om at få løst problemet, så børn og andre cyklister igen kan benytte tunnellen uden at skulle gennem det høje vand.
Kommunen har sat gang i en udbedring
RYK IND RIBE har forelagt problemet for Esbjerg Kommune, som oplyser, at der nu er sat gang i en udbedring.
– Om det er en stoppet rist eller en pumpe, der ikke virker, som den burde, får vi set på, svarer Morten Andersson, chef for Natur & Byrum i Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune.
Dermed er der udsigt til, at problemet bliver undersøgt, så tunnellen igen kan fungere som en tør og fremkommelig forbindelse mellem Øster Vedsted og Ribe.
Det er endnu ikke oplyst, hvornår arbejdet forventes afsluttet.






































































