Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. februar 2024

Lørdag eftermiddag skal Ribe-Esbjerg HH på hjemmebanen i Ribe Fritidscenter få styr på defensiven, når holdet møder Skjern Håndbold. I det første opgør blev der scoret 75 mål i en gang tju-bang-håndbold, der resulterede i et nederlag med de sjældne cifre (40-35) i Skjern Bank Arena.
I dette opgør stod Christoffer Bonde med en redningsprocent på 38,6, mens Niklas Kraft blev noteret for 22,2 %.

(Foto: René Jørgensen) Sidst der var hjemmekamp i Ribe blev Niklas Kraft hyldet af fanklubbens formand Kim Falkesgaard Arnsbæk

Skjern er kommet i gang

Ribe-Esbjerg HH befinder sig på en 5. plads med 23 point – det samme antal som Mors-Thy Håndbold på 6. pladsen. Efter en svag sæsonstart har Skjern Håndbold med en ny cheftræner Mathias Madsen, kæmpet sig tilbage i top 8 med 22 point. De seneste kampe har givet 5 point mod henholdsvis Lemvig-Thyborøn Håndbold (28-28), udesejr over TTH Holstebro (22-26) samt en stor hjemmesejr over Mors-Thy Håndbold (35-27).

Brug for medlevende publikum

Hvis REHH skal have to point – og det skal de naturligvis for at cementere sin placering, så er der brug for massiv opbakning fra et engageret hjemmepublikum, som kan lægge pres på udeholdet til at tage chancer – måske under pres fra et dommerpar, som formår at skelne skidt fra kanel og vise forvarselstegnet for passivt spil på rette tid og sted.

Dagens tip

Vel mødt til et vestjysk lokalbrag, der med RYK IND RIBEs tip bliver tæt: (30-30), (29-28) eller (30-31).