Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, foto René Jørgensen, pressefotos, søndag den 25. oktober 2026

Rasmus Nøhr med band, Signe Svendsen & Lars Skjærbæk og Claus Hempler solo er på programmet, når Kultur i Ribe inviterer til tre koncerter i foråret 2027.

Kultur i Ribe blev stiftet 12. november 2025 af Trine Rose Vigsø Lynddahl, der er kasserer, Janni Schmidt, der er sekretær, og Troels Skjærbæk, der er formand.

Formålet var at skabe gode musik- og kulturoplevelser og samtidig bidrage til livet i Ribe. Troels Skjærbæk har gennem sine mange år som musiker opbygget et stort netværk, som han gerne vil bruge til at hente spændende kunstnere til byen. Både etablerede navne og på sigt også kunstnere, som publikum måske endnu ikke kender.

Kultur i Ribe har allerede stået bag Sommeraftener i Museumshaven og koncerter på Brorsonsminde. Rammerne er forskellige, men tanken er den samme: gode koncerter, hvor musikken, nærværet og den fælles oplevelse er i centrum.

Foreningen er ikke bundet til ét bestemt spillested. Der skal også være plads til nye samarbejder og idéer. I foråret 2027 vender foreningen tilbage til Brorsonsminde, hvor tre koncertaftener allerede er kommet på plads.

Rasmus Nøhr med band – 5. februar

Rasmus Nøhr kommer med sit band og byder på både velkendte hits og nye sange fra albummet Tid Til Mirakler. På programmet er blandt andet Sommer i Europa, Sød Musik og Det glade pizzabud.

De nye sange kredser blandt andet om at finde sig selv og finde vejen videre, når livet slår knuder.

(artiklen fortsætter under billederne)

Signe Svendsen & Lars Skjærbæk – 11. marts

Signe Svendsen gæster Brorsonsminde sammen med sin mangeårige musikalske makker og producer Lars Skjærbæk. Med sig har hun albummet Alt det vi gør for ikke at dø, der har fået rosende anmeldelser, samt sange fra sit bagkatalog.

I duoformatet får både sangene og fortællingerne plads til at udfolde sig i nye versioner. Publikum kan se frem til en aften med Signes karakteristiske stemme, humor og personlige fortællinger.

Claus Hempler solo – 23. april

Claus Hempler kommer helt tæt på publikum med sin karakteristiske stemme og sine personlige tekster. Han har sange med fra både Kufferten fuld af mursten og det nye album Ordensduks i Ingenmandsland.

Eftertænksomhed, underspillet humor og betragtninger over livets små og store spørgsmål er en del af repertoiret, når han går på scenen alene.

Billetsalget åbner fredag

Billetsalget til alle tre koncerter åbner fredag klokken 10 via:  United Tickets. (linket er aktivt)

Michel Belli Duo melder om udsolgte koncerter

Der har også været rift om billetterne til Michel Belli Duo på efterårets turné. Efter koncerter blandt andet på Hesede Hovedgård og i Kulturcaféen i Helsinge melder Hagge’s Musik Pub i Tønder nu også udsolgt til koncerten 6. november.

Efter fredagens koncert skrev Kulturcaféen i Helsinge blandt andet:

– Vi havde den fedeste koncert med Michel & Mikkel i går. Hold da op, de fik publikum med på fællessang, blandt andet på ’Bliv væk fra vort kvarter’. Det er et fantastisk setup med hans egne sange blandet med sin fars, man bliver rørt og nostalgisk. I det hele taget havde vi besøg af to skønne og dygtige mennesker.

Der er stadig billetter til torsdagens koncert på Brorsonsminde i Ribe klokken 20.

Billetter kan købes: her. (linket er aktivt)

Lars Skjærbæk og Michel Belli er blandt de kunstnere, der besøger Ribe i den kommende tid