Tekst og foto Torben Ravnborg Nissen, lørdag den 24. oktober 2026

Efter en velbesøgt premiere i september er Brorsonsminde klar med husets anden fredagsbar. Denne gang er det et nyt hold, der står bag arrangementet.

Niels Straadt, Rikke Ahler Straadt, Frank Memborg og Trine Braad Seeberg har sammensat programmet, hvor der bliver mulighed for at mødes over en øl, en drink, lidt snacks og god musik.

Græskarskæring, specialøl og vinylplader er på programmet, når Brorsonsminde fredag den 30. oktober inviterer indenfor. Der bliver skruet lidt ned for festen og op for hyggen – igen med plads til både børn og voksne.

Fredagsbaren holder åbent fra klokken 16 til 22 uden spisning, og lukketiden er rykket frem i forhold til september, hvor festen fortsatte til omkring klokken 2 om natten. Det hænger blandt andet sammen med det store Halloweenarrangement, der også præger byen.

Græskar, specialøl og vinylplader

For børnene er der mellem klokken 16 og 18 mulighed for at skære græskar sammen med den kreative Lena Krabbenhøft. Et græskar koster 30 kroner, og der følger et lys med hjem, så resultatet kan pynte i mørket. Der er skæreværktøj til rådighed, men man er også velkommen til selv at tage værktøj med.

Græskarskæringen foregår udendørs, så det er en god idé at finde overtøjet frem. De voksne kan imens holde varmen med en coffee baileys.

Nano-bryggeriet Silly Sunday er igen medarrangør og stiller op med et udvalg af specialøl. Denne gang er der blandt andet juleøl, brown ale og coffee stout på programmet.

Lars Sand vender også tilbage med sine vinylplader. Fra klokken 16 til 20 sørger han for musikken, der bevæger sig fra club, lounge og hyggelige toner til mere dansevenlige rytmer, efterhånden som eftermiddagen og aftenen skrider frem.

Ambitionen er fortsat at skabe en fredagsbar, hvor der er plads til alle, og hvor man både kan slå sig ned i længere tid eller kigge forbi til en enkelt øl. Med forskellige hold bag fredagsbaren er der samtidig mulighed for at udvikle konceptet og give de enkelte arrangementer deres eget særpræg.

En musikalsk aften helt tæt på

Allerede torsdag den 29. oktober er der mulighed for at opleve Brorsonsminde fra sin mere intime side, når Michel Belli Duo gæster huset. Her er der ikke langt fra scenen til publikum, og musikken får lov at komme helt tæt på.

Michel Belli står på egne ben, men bærer også sin fars musikalske arv med sig. Det giver plads til både hans egen musik og de musikalske rødder, han kommer fra.

Rammerne bliver i samme ånd som den vellykkede aften med Poul Krebs: Et glas vin, en fadøl eller en gin og tonic i hånden, lidt snacks og tid til at læne sig tilbage og nyde musikken.

Så er man til musik, der både har noget på hjerte og gør sig godt i intime rammer, er der god grund til at kigge forbi torsdag aften. Dørene åbner klokken 19, og musikken begynder klokken 20.

Køb billetter her

(artiklen fortsætter under billedet) 

Kommende musikarrangementer

Brorsonsminde kan allerede nu løfte sløret for, at der er tre store danske musiknavne på vej til huset i foråret. Koncerterne arrangeres i samarbejde med Troels Skjærbæk og finder sted den 5. februar, 11. marts og 23. april 2027. Navnene offentliggøres senere.