Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto og pressefoto, tirsdag den 2. juli 2024
Efter mere end tre års forberedelser og restaurering, tyder alt nu på, at det gamle pakhus ved Rosenalle kan tages i brug som ny cafe- og kultursted i Ribe.
Huset blev for mere end tre år siden købt af firkløveret Kristian Rasmussen, Maj Unnerup, Sesselja Gudjonsdottir og Pernille Adelhardt netop med henblik på at åbne et nyt kulturhus i Ribe med cafe og plads til forskellige kulturelle events.
Endnu er håndværkerne i gang i den gamle bygning, og på de sociale medier har ejerne søgt personale til stedet med henblik på åbning af stedet i løbet af efteråret.
Nu ser det ud til, at det bliver kulturforeningen Quedens, der bliver om ikke den første så en af de første, der bruger stedet. Foreningen har planlagt en aften med satiriker, radio- og tv-vært og stand op komiker Huxi Bach torsdag den 16. januar 2025 med start klokken 19.
Huxi Bach har flere gange optrådt i Ribe. Bl.a. i kulturforeningen Quedens og ved grundlovsmøde i bispehaven.
Han er kendt for ikke mindst sin satire, hvor han spidder ikke mindst samfundet, og ofte krydrer han indslagene med musik.
Han har gennem årene været en meget kendt og benyttet vært på både radio og forskellige TV-kanaler, og hans evne til at ”fange” publikum er legendarisk.
Billetter til showet er sat til salg og kan købes på cafe Quedens.
Det gamle pakhus fungerede i masser af år som pakhus for DSB. Senere blev det værksted for kunstnerparret Lis Andersen og Ole Videbæk. Det blev solgt til tømrer Lars Christiansen, der lejede det ud til genbrugsbutik, indtil firkløveret overtog det.
De fire har med nænsom hånd restaureret bygningen og holdt den i så original stil som overhovedet muligt.
– Og da vi så lokalerne, var vi klare over, at vi gerne vil lave arrangementer her, fortæller Lise Frederiksen fra kulturforeningen Quedens.