Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, mandag den 19. oktober 2026
Ribe Camping laver mange arrangementer, der ikke alene henvender sig til pladsens gæster, men hvor campingpladsen også inviterer borgerne i Ribe indenfor.
Blandt mange andre arrangementer i dette efterår og denne vinter er det lykkedes for campingpladsen at lave noget, der er et scoop.
Lørdag den 13. februar 2027 får Ribe Camping besøg af Michael Carøe og hans faste orkester, Guldholdet – og der er lagt op til en fantastisk aften fyldt med musik, humor og festlig stemning!
Michael Carøe, Danmarks crooner nr. 1, tager både campinggæster og andre med på en musikalsk rejse gennem de store klassikere inspireret af Frank Sinatra og The Rat Pack, krydret med sine egne yndlingssange og masser af charme.
Sammen med det velspillende Guldholdet sørger han for swing, energi og underholdning i topklasse. Og når aftenen nærmer sig sin afslutning, kan publikum selv få indflydelse på musikken – for når der åbnes for ønskekoncerten, kan alt ske!
Michael Carøe er uddannet på Statens Teaterskole, men han har siden bevæget sig bredt indenfor underholdningsbranchen med talrige roller på film og TV samt i musikbranchen og som komiker.
På Ribe Campings hjemmeside kan du under billetshop købe billetter til arrangementet og her kan du også se de forskellige arrangementer, der er åbne for beboerne i området.






































































