Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, mandag den 19. oktober 2026
Aldersgrænsen for medlemmer af unge byrådet hæves fra 14 til 16 år.
Det har byrådets økonomi- og bosætningsudvalg netop godkendt på udvalgets møde i dag, mandag, og det sker på baggrund af et ønske fra unge byrådet selv.
I begrundelsen for ændringen hedder det: ”Erfaring viser, at helt unge har vanskeligt ved at finde sig til rette i Ungebyrådet. Derudover har de gennem Fælleselevrådet allerede et organ hvor de kan gøre sig deres første, demokratiske erfaringer blandt jævnaldrende”
Den øvre aldersgrænse forbliver uændret på 25 år.
Ud over det er der en lang række andre ændringer i vedtægterne for unge byrådet, og ændringerne skyldes alle ønsker fra unge byrådet selv. De øvrige ændringer har mere teknisk og praktisk karakter.
– Unge byrådet har selv foreslået de nu godkendte ændringer. De har nogle års erfaringer, og nogle af de oprindelige regler har vist sig uhensigtsmæssige, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der er formand for økonomi- og bosætningsudvalget.
Borgmesteren fortæller, at udvalget foreslår unge byrådet at komme ud i nogle fora, hvor der er unge mennesker: – Det kunne være Ribe Katedralskole, Rybners eller nogle idrætsfora, så flere kunne komme med i arbejdet, siger borgmesteren.
De første sæt vedtægter for unge byrådet er fra 2023.
På kommunens hjemmeside kan man læse at:
Et Ungebyråd er et sted, hvor du:
- kan være med til at skabe et fællesskab sammen med andre unge.
- kan få indflydelse på både konkrete beslutninger og de store visioner i dit lokalområde.
I Ungebyrådet:
- holder vi møde ca. hver 14. dag.
- udarbejder vi selv sager til byrådet.
- bliver vi hørt i konkrete sager.






































































