Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, fredag den 24. februar 2023

For anden gang indenfor tre år er Ribe Camping kåret som Danmarks bedste campingplads.

Kåringen fandt sted ved et show fredag aften på feriemessen Ferie for alle i Herning. Denne gang er Ribe Camping kåret som bedste familieplads, mens pladsen i 2020 blev kåret som bedste klassiske campingplads.

Og det er en tydelig rørt Anne Schested Hansen, vi får i telefonen denne fredag aften. Sammen med gemalen Jonas Grønbech Sørensen driver de pladsen, som de overtog for omkring fem år siden efter Sanne Stammose og Finn Tonnesen.

Det er Dansk Camping Union, der forestår uddelingen af Dansk Camping Award, og Ribe Camping blev kåret omkring klokken 19-

– Det er dårligt nok gået op for os endnu. Vi kan ikke rigtigt få armene ned, lyder det fra Anne Schested Hansen i telefonen.

Hvad betyder det for jer?

– Det betyder utroligt meget. Det er jo vores gæster, der har nomineret os, og det er vi fantastisk glade for. Det tyder jo på, at det, vi laver, er det rigtige, lyder det i telefonen fra Herning.

I begrundelsen for at udnævne Ribe Camping til den bedste familieplads hedder det på DCU’s hjemmeside: – Føl dig hjemme, når du er ude, skriver Ribe Camping på sin hjemmeside, og det er der rigtig mange gæster, der gør på campingpladsen tæt på domkirkebyen Ribe, hvor de tre nøgleord er service, service og service. Ribe Camping blev også kåret til årets campingplads i 2020, og nu gør de det så igen i kategorien familie. Stort til lykke til Ribe Camping.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Anne-Vibekede Isaksen i den røde kjole overrækker prisen til Ribe Camping

Det er den kendte rejsejournalist og campingentusiast Anne-Vibeke Isaksen, der er formand for Dansk Camping Union og som uddelte priserne fredag aften.

Sanne Stammose og Finn Tonnesen gjorde enorm meget for at få den skrantende campingplads i gang igen, da de overtog den. Og det lykkedes. I deres år som ejer af pladsen blev den stærkt udviklet, og den linje har Anne Schested Hansen og Jonas Grønbech Sørensen med stor dygtighed ført videre med en lang række forskellige tiltag både fysisk i form af renovering af eksisterende bygninger og opførelse af nye i form af ny hovedindgang, samt i form af mange forskellige events med underholdning både for gæsterne og fastboende.

Der blev uddelt i alt otte priser denne fredag aften, og Ribe Camping var nomineret i gruppen ”Campingplads-familie”. Her dystede Ribe Camping med Tornby Camping, Gammelbro Camping, Feddet Strand Camping, Hvidbjerg Strand Feriepark og Henne Strand Camping.

De syv andre priser, der uddeltes, var i kategorierne Campingvogne – familie, campingvogne par, autocampere under 3500 kg., vans autocampere, campingpladser udlandet, campingplads outdoor, og campingplads bynær.

Beviset på placeringen og en buket blomster