Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 25. januar 2025

To og et halvt år har det varet at bygge det gamle pakhus ved Rosenalle om til et kulturhus. Men resultatet har i den grad også været værd at vente på.

I dag, lørdag, kunne personerne bag projektet, Kristian Rasmussen, Maj Unnerup, Sidsel Colding, og Sesselja Gudjonsdottir, præsentere resultatet af ventetiden.

Sidsel Colding har aflyst Pernille Adelhardt i styregruppen og har været med her siden september. Sidsel Colding er driftsleder i Pakhuset.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Den nuværende styregruppe. Fra venstre Sidsel, Sesselja, Kristian og Maj.

Og lad det være sagt med det samme: resultatet af ventetiden er blevet enestående.

Den 150 år gamle bygning har fået et helt nyt liv, selv om den lange restaurering af bygningen har ført den tilbage så tæt på sin oprindelige udseende, som det har været muligt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Øverst den gamle vægt og børnenes lokomotiv. Nederst toilet og garderobe i kælderen.

Over alt er der kælet for detaljen. De gamle porte er blevet til glaspartier med stort lysindfald, hvor træportene stadig hænger indenfor. Gulvet er pillet op planke for planke, nummereret, sendt til afslibning og behandling for igen at blive placeret på den plads, hvor de enkelte plankeroprindeligt lå.

Den gamle vægt, der blev brugt til vejning af forsendelserne, er bevaret, og op mod den ene gavl i det, der før var pakrum og nu er cafe og selskabslokale, har børnene fået deres eget lokomotiv at tumle sig i.

Kælderen er et kapitel for sig. Den er sænket adskillige centimeter for at give plads. Her er der indrettet toiletter og garderobe udført i de smukkeste, rustikke materialer.

Bygningen har under byggeprocessen været anledning til stor interesse hos de lokale, og masser af mennesker benyttede da også lørdagens åbne hus til at få indtryk af resultatet.

På mandag åbner stedet som cafe, og herefter går det løs med koncerter, fester og andet.

Første koncert

Kristian Rasmussen fortæller, at den første koncert bliver den 22. marts med Johnny Madsen Jam.

– Det er min fødselsdag den dag, og det bliver en hyldest til en gammel rocker. Man kan så diskutere om at der Johnny Madsen eller mig, der menes, siger Kristian Madsen med et stor grin.

Han fortæller videre, at stedet allerede har fået bestillinger på de første private fester, bl.a. et bryllup.

Fornem pris

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mogens Winther overrakte den fornemme pris til Kristian og Maj

Mogens Winther fra Gammelt Præg, overrakte en fornem hæderspris til holdet bag bygningen.

Gammel Præg er en fortsættelse af den daværende turistforening, og foreningens formål er at medvirke til bevarelse af de gamle huse i Ribe.

Gammelt præg fik i sin tid lavet ti kopier af Stormflodsøjlen af drejer Leif Toft Hansen formet som en peberkværn. De kopier er siden delt ud som en stor anerkendelse til de mennesker, der har gjort noget for at bevare Ribe.

– Vi betragter det lidt lige som elefantordenen. Det er en stor anerkendelse, men den må godt komme hjem igen, så de kan gives videre. Denne her har jeg selv fået, da jeg gik af som formand. Den må godt komme videre, inden jeg dør, så derfor får holdet bag pakhuset den nu som en stor hæderspris for det arbejde, de har udført, sagde Mogens Winther.

Fakta

Pakhuset vil i det daglige være en cafe med følgende åbningstider: mandag til torsdag fra 7,30 til 17,30. Fredag til klokken 18. Lørdag fra 9 til 15 og søndag lukket.

Desuden kan huset bestilles til private fester, ligesom der kan arrangeres foredrag, koncerter og meget andet i lokalerne.

Pakhusets ydre er kun ændret minimalt