Tekst: René Jørgensen foto: Ribe Boligforening
6. maj  2026.

Fra mudder til minder: Gerda har boet 60 år på Lundgårdsvej.

Om livet i Ribe Boligforening

Da Gerda Pedersen flyttede ind på Lundgårdsvej i efteråret 1965, var området stadig præget af byggepladser, mudder og håndværkerbiler. I dag – mere end 60 år senere – bor hun der stadig. Og hun har aldrig overvejet at flytte. Det gule murstenshus i ét plan har været rammen om et helt liv med familie, naboskab og generationer af børn, der har leget mellem husene.

– Nej, aldrig, svarer Gerda uden tøven, når hun bliver spurgt, om hun nogensinde har tænkt på at flytte. Gerda og hendes mand, Svend Pedersen, var blandt de første beboere på Lundgårdsvej, da Ribe Boligforening opførte området i 1965. Dengang boede familien med fire børn i en lejlighed ovenpå i Ribe centrum, men pladsen var blevet for trang. – Da nummer fire barn kom til, kunne vi godt se, at vi skulle have lidt mere plads, fortæller Gerda.

Parret meldte sig ind i boligforeningen og forventede en lang ventetid. Men kort efter stod en ung mand pludselig i deres lejlighed med et forslag. Han arbejdede for kommunen og mente, at familien burde tage ud og se de nye boliger på Lundgårdsvej. Gerda og Svend syntes dog, at området lå langt væk fra byen og især fra Bispegades Skole.

– Det viste sig, at manden gerne selv ville have vores lejlighed, fortæller Gerda med et smil. – Det fik han vist også. Alligevel tog familien ud for at kigge på området en sommeraften i 1965. Der var stadig byggepladsstemning, men de kunne se børn lege mellem husene, og følelsen af et nyt familiekvarter begyndte at tage form. Kort tid efter fik de tilbudt et hus, og 15. oktober 1965 flyttede familien fra byens små gader til Lundgårdsvej.

For familien var det en enorm forandring.

– Vi syntes jo, at vi havde en hel balsal, da vi kom herud, fortæller Gerda. Det nye hus havde både vaskemaskine og bruser – noget familien ikke havde været vant til. Inde i byen foregik badet i en balje på køkkengulvet, toilettet lå nedenunder, og tøjet blev kogt og håndvasket. Udenfor var haverne endnu ikke anlagt. Der var mest jord og mudder, og Svend Pedersen måtte selv køre flere læs jord til haven for at få den planeret.

Men familien følte hurtigt, at de havde fundet hjem.

Selvom huslejen var tre gange højere end i den gamle lejlighed, lykkedes det familien at få hverdagen til at hænge sammen. Gerda var hjemmegående i mange år og styrede både økonomi, børn og husholdning. Datteren Eva Gregersen husker en barndom uden afsavn.

– Vi manglede aldrig noget. Vi var på camping næsten hver weekend om sommeren, og vi havde altid det tøj og legetøj, vi havde brug for, fortæller hun. Meget af tøjet syede eller strikkede Gerda selv. Lundgårdsvej blev hurtigt et levende børnekvarter. Næsten alle husene rummede børnefamilier, og børnene legede sammen på kryds og tværs. – Vi havde en fest, husker Eva. – Vi kunne altid bare gå ud og lege, og når gadelygterne blev tændt, så skulle vi hjem. Forældrene hjalp hinanden i hverdagen. Om morgenen og eftermiddagen skiftedes mødrene til at følge børnene sikkert over hovedvejen, fordi der endnu ikke var lyskryds. – Vi cyklede flere børn sammen, fortæller Eva. Et særligt minde får stadig smilet frem hos familien. En dag havde de fire søskende leget i skoven ved Lundgårdsvej. Da gadelygterne tændte, løb de tre storesøstre hjem – uden deres lillebror Kim. – Vi glemte ham simpelthen, siger Eva grinende. Gerda måtte ud og lede og fandt hurtigt den lille dreng grædende ved et træ i skoven.

I dag er Gerda 88 år og bor stadig i det samme hus. Mange af naboernes børn er siden vendt tilbage til området med deres egne familier – blandt andet Eva og en af hendes søstre. Det, Gerda holder mest af ved området, er stadig det samme som dengang. – Fred og ro og masser af plads. Hun nyder fortsat hverdagen med gåture i skoven, træning flere gange om ugen og rolige stunder med bøger og puslespil i hjemmet fyldt med minder. Og efter mere end seks årtier på Lundgårdsvej er hun ikke færdig med stedet endnu.

– Jeg tager gerne mange flere år herude, siger hun.