Tekst Torben Ravnborg Nissen, pressefotos, søndag den 15. november 2026
Ribe: Fredag den 11. december kan man opleve et nyt dansk juleoratorium i Ribe Domkirke. “Som første morgen” bygger videre på en gammel musikalsk tradition, men med et nutidigt tonesprog, kendte salmer i nye arrangementer og mulighed for, at publikum selv kan synge med.
Mange forbinder juleoratoriet med Johann Sebastian Bachs berømte værk, der hvert år opføres i kirker verden over. Men nu er der kommet et nyt dansk bud på genren.
“Som første morgen” er komponeret af Peter Bruun med tekster af blandt andre Hanne Jul Jakobsen. Værket fortæller juleevangeliet gennem bibeltekster og nye digte og beskrives som et juleoratorium om hjerter og lys.
Musikken henter inspiration fra folkemusikken og forener det velkendte med nye klange. Flere kendte salmer indgår i nye arrangementer, og undervejs bliver publikum inviteret til selv at synge med.
Oratoriet er skrevet for violin, accordion, klarinet, kontrabas, slagtøj, kor og sangsolister. Det giver plads til både de intime musikalske øjeblikke og de store klangflader. Musikken bevæger sig mellem det traditionelle og det nutidige, og ambitionen er at skabe en koncertoplevelse, der kan samle både det erfarne koncertpublikum og dem, der ikke normalt går til klassisk musik.
I den travle december bliver der mulighed for at tage en pause og opleve musikken i Domkirken. Det er samtidig en invitation til at opleve julefortællingen på en ny måde – med både eftertanke og musikalsk nærvær.
(Fakta omkring koncerten under billederne af de medvirkende)
Mezzosopran Stina Bruun Schmidt
Sopran Philippa Cold
Violin og accordion Duo Askou//Andersen
Komponist Peter Bruun
Mange medvirkende
Ved koncerten medvirker sopran Philippa Cold og mezzosopran Stina Bruun Schmidt, Filharmonisk Kor Fyn under ledelse af Kasper Borchersen, (forsidebilledet) Duo Askou//Andersen på violin og accordion samt FIGURA Ensemble.
Koncerten præsenteres af Køge Tonepoesi i samarbejde med Ribe Musikforening. Projektet er blandt andet støttet af Esbjerg Kommune, A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Følg teksten på mobilen
Publikum får mulighed for at følge teksten under koncerten på deres mobiltelefon via en QR-kode. Siden er indrettet med mørk baggrund, så telefonernes skærme ikke lyser unødigt op i domkirkens stemningsfulde og dunkle kirkerum.
Fakta
Fredag den 11. december 2026 kl. 19.00 i Ribe Domkirke.
Billetter kan købes via Ribe Musikforening – billetsalg.
Læs mere om koncerten og Køge Tonepoesi på www.tonepoesi.dk.






































































