Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 4. juni 2026

Der blev igen serveret godbidder denne torsdag eftermiddag på restaurant Kammerslusen. Dels i form af specialiteten Solæg, og dels en godbid i form af en særdeles spændende, ny og anderledes bog om vadehavsregionen.

Bogen ”111 steder ved Esbjerg, Varde og Vadehavet, som du skal ske” er skrevet af Annelene Vestergaard og Jacob Jonia, begge Esbjerg. Bogen blev præsenteret ved en reception på restaurant Kammerslusen, hvor Helge Engelbrecht fra Mariehaven gav et par numre.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Helge Engelbrecht gav et par numre

Den nye bog er speciel på den måde, at det ikke er de store, kendte turistattraktioner som Ribe Domkirke, Fiskeri og Søfartsmuseet og lignende, der omtales. Nej, det er de i mange tilfælde mindre kendte seværdigheder, der også fortæller deres dele af den lokale kulturhistorie, og som man i nogle tilfælde skal lede efter for at finde dem, hvis man da ikke lige er lokal.

Som forfatterne skriver i forordet: ”Ved Vadehavet blæser det altid, der lugter af fisk og det vrimler med tyskere, og der sker ikke rigtigt noget. Det er de fordomme, Vadehavsregionen har måttet finde sig i. Selv om der en gang måske var noget om snakken, er det i dag en region i rivende udvikling. Samtidig kan du opleve spændende kulturskatte og traditioner, som du en gang i mellem må være lidt tålmod og opmærksom, for at finde. Det vil boven her gerne hjælpe med! Indvier man skeptikerne i de lokale hemmeligheder, viser det sig nemlig, at den lettere negative holdning udelukkende skyldes manglende viden om området”

Forlaget Frydenlund, der har udgivet bogen, står bag 31 andre, lignende bøger om forskellige lokationer lige fra Sønderjylland og Slesvig til Barcelona og London.

“111 steder ved Esbjerg, Varde og Vadehavet, som du skal se” er holdt i et let sprog og fortæller mange anekdoter om de enkelte lokaliteter og institutioner. Således også historien på Ribes vægtere, der som bekendt går hver aften i sommerperioden. Den fortæller om de utro koner, der blev trukket gennem byens gader med bar numse, og den fortæller om de fattige, der to gange om året fik et gratis bad i Badstuegade.

Sådan er bogen hele vejen igennem fyldt med spændende historier og morsomme anekdoter. Bogen er desuden rigt illustreret.

Fakta

”111 steder ved Esbjerg, Varde og Vadehavet, som du skal se” er på 228 sider.

Ud over at være rigt illustreret er bogen også forsynet med et godt kortmateriale over de omtalte seværdigheder.

Bogen koster 249,95 kr.

Gustav Toft sørgede for bobler og Solælg