Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, tirsdag den 10. november 2026

En helt ny pris, Årets Kammerat, får premiere på Sportslørdag Esbjerg den 23. januar.

Det er ikke altid den, der scorer flest mål, løber hurtigst eller vinder flest medaljer, der betyder mest for et hold. Nogle gange er det den, der tager godt imod de nye. Den, der altid bakker sine holdkammerater op. Eller den, der sørger for, at alle føler sig som en del af fællesskabet.

Netop de mennesker skal nu have deres egen hyldest.

Når Sportslørdag Esbjerg holdes for første gang lørdag den 23. januar 2027, uddeles den helt nye pris Årets Kammerat. Prisen skal sætte fokus på det gode kammeratskab, sportsånden og de mennesker, der er med til at gøre det sjovt og trygt at være en del af en idrætsforening.

– I Esbjerg Kommune vil vi gerne have, at alle kan være en del af et fællesskab. Her spiller idrætsforeningerne en kæmpe rolle. For børn og unge handler det ikke kun om at blive bedre til en sport, men også om at få venner, føle sig velkommen og høre til. Derfor er det vigtigt, at vi også hylder dem, der er gode til at få andre med, siger Susanne Dyreborg, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

En pris til dem, der gør en forskel

Årets Kammerat bliver en del af en række prisoverrækkelser på Sportslørdag, hvor både idrættens mestre, talenter, ledere og fællesskaber skal fejres.

Med den nye pris ønsker Esbjerg Kommune og prisens sponsor Sparekassen Kronjylland at sætte ekstra fokus på en vigtig del af idrætten: Alt det, der sker mellem træningerne, kampene og konkurrencerne, og alle dem, der gør en forskel for de andre på holdet. Derfor følger der også 5000 kroner med prisen, der skal gå til en sjov oplevelse med holdet.

– En god holdkammerat kan være hele forskellen på, om man føler sig udenfor eller glæder sig til næste træning. Derfor vil vi gerne bakke op om dem, der får andre til at føle sig velkomne i de lokale foreninger. Derfor støtter vi Årets Kammerat, siger Martin Nyborg-Lindinger, afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Esbjerg.

Hvem fortjener en særlig hyldest?

Årets Kammerat er blot én af de syv priser, der skal uddeles i forbindelse med Sportslørdag Esbjerg.

Der skal også findes prismodtagere blandt de mennesker, der skaber gode idrætsmiljøer, udvikler talenter, arbejder med klimaindsatser og lægger et stort engagement i at skabe gode rammer for sporten i Esbjerg Kommune.

Og nu er der åbnet for indstillinger. Det betyder, at foreninger og borgere kan være med til at bringe kandidater i spil efter de enkelte prisers kriterier.

– I vores foreninger er der mange, som gør en forskel uden at stå øverst på sejrsskamlen. Dem skal vi huske. Jeg håber, at både foreninger og borgere vil indstille dem, der fortjener et stort skulderklap, siger Helle Rohde Pedersen, formand for Esbjerg Idrætsråd, der er med til at uddele Lederprisen.

Fra idrætsfest til Sportslørdag for alle

De mange priser bliver uddelt i forbindelse med Esbjergs nye Sportslørdag, som for første gang samler idrætslivet til en stor, fælles sportsdag.

Sportslørdag erstatter de tidligere idrætsfester i Musikhuset Esbjerg. Nu flytter fejringen ud i hallerne og til idrætsfaciliteterne omkring Gl. Vardevej, hvor alle er inviteret til at opleve og prøve forskellige sportsgrene, møde foreningerne og være med til at hylde dem, der gør noget særligt for sporten.

Sportslørdag Esbjerg afholdes lørdag den 23. januar 2027 kl. 13.00–17.00. Der er gratis adgang for alle.

Om aftenen fortsætter fejringen med en særskilt fest for seniormestre og inviterede gæster.

Fakta

I løbet af dagen uddeles:

  • Årets Kammerat (ny pris)
  • Klimaprisen
  • Årets Idrætsmiljø
  • Talentidrætsprisen

Til aftenfesten:

  • Årets Lederpris
  • Idrætsprisen
  • Hall of Fame

Der er nu åbnet for indstillinger til årets priser. Alle kan indstille kandidater til Årets Kammerat, mens foreningerne kan indstille kandidater til de øvrige priser. Læs mere om priserne her.