Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, onsdag den 11. november 2026

En hoppepude i Gørding, bedre rammer for musiklivet i Ribe og nye muligheder for fællesskab i lokale forsamlings- og kulturhuse. Det er nogle af de initiativer, der nu får økonomisk støtte fra Esbjerg Kommune. Samtidig får borgere i fire lokalområder mulighed for selv at bestemme, hvilke lokale idéer der skal føres ud i livet.

Idérigdommen og engagementet fejler ikke noget rundt omkring i Esbjerg Kommune. Det viser den seneste ansøgningsrunde til Puljen til lokale projekter, hvor 34 projekter har søgt om støtte.

Der er idéer til alt fra nye mødesteder og aktivitetsområder til forbedringer af de faciliteter, der allerede samler mennesker i hverdagen. Og selvom der ikke er penge til alle de gode forslag, kan flere lokale initiativer nu komme et skridt nærmere virkeligheden.

Plan, By & Lokalsamfundsudvalget har fordelt knap 530.000 kr. til lokale projekter og initiativet Borgerne Bestemmer.

– Det er virkelig positivt at se, hvor mange der har lyst til at gøre noget for deres lokalområde. Bag ansøgningerne står mennesker, som bruger deres fritid og kræfter på at skabe noget, andre kan få glæde af. Det engagement er helt afgørende for, at vi har levende lokalsamfund. Vi ville selvfølgelig gerne kunne hjælpe endnu flere projekter på vej, men jeg glæder mig over dem, vi nu kan støtte, siger Kurt Bjerrum, formand for Plan, By & Lokalsamfundsudvalget.

Fra hoppepude til nye mødesteder

I Gørding kan børn og familier se frem til en ny hoppepude ved den eksisterende multibane. Projektet får 36.000 kr. i støtte, og hoppepuden bliver gratis at bruge for alle. Den skal være med til at gøre området til et endnu mere attraktivt sted at mødes og være aktive.

I Ribe får Ribe Amatør Musiker Forening (RIAMUF) 42.570 kr. til nye lydanlæg i foreningens tre øvelokaler. Her mødes musikere på tværs af generationer, og lokalerne bruges også til koncerter og arrangementer for andre i lokalområdet.

Også Guldager Forsamlingshus får et løft med et tilskud på 100.000 kr. Her skal en ny foldevæg og en ombygning skabe bedre plads til blandt andet kortspil og strikkeklub.

Yderligere to projekter kan se frem til støtte, når den resterende finansiering er på plads. Tjæreborg Forsamlingshus får reserveret 50.000 kr. til ny asfalt på parkeringspladsen, som også benyttes af biblioteket og fritidsklubben. I Jernved-Jernvedlund er der reserveret 100.000 kr. til projektet Mødestedet, hvor slidte og ubrugte lokaler på første sal i Jernved Kulturhus skal forvandles til nye rammer for kreative aktiviteter og uformelle møder.

Fire lokalområder får selv lov at bestemme

Det er ikke kun de konkrete projekter, der får glæde af puljemidlerne. Fire lokalområder får nu hver 50.000 kr. gennem initiativet Borgerne Bestemmer.

Det gælder Endrup, Kvaglund, Treenighedssogn og Jernved-Jernvedlund, som alle er med i ordningen for første gang.

Her er det borgerne selv, der skal komme med idéer og stemme om, hvilke projekter pengene skal bruges på. Målet er både at skabe lokale forbedringer og få flere med i arbejdet for deres lokalområde.

– Noget af det gode ved Borgerne Bestemmer er, at det giver flere mulighed for at få indflydelse på deres eget lokalområde. Man behøver ikke sidde i en bestyrelse eller være aktiv i en forening for at have en god idé. Vi håber, at det også kan få nye mennesker med i de lokale fællesskaber, siger Kurt Bjerrum.

Fakta om Puljen til lokale projekter

Esbjerg Kommune har i 2026 afsat knap 1,1 mio. kr. til Puljen til lokale projekter. Med overførte midler fra 2025 var der i alt 1.145.610 kr. til uddeling i år.

Puljen skal støtte lokale initiativer, der udvikler lokalsamfundene og kommer en bred kreds af borgere til gode.

Der er to årlige ansøgningsfrister: 1. april og 1. oktober. Der kan søges om støtte til op til 50 procent af et projekts samlede udgifter, dog maksimalt 100.000 kr.

Det er Plan, By & Lokalsamfundsudvalget, der prioriterer ansøgningerne og fordeler midlerne. Se mere på Pulje til lokale projekter ved at klikke her