Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune og hasse, onsdag den 14. oktober 2026
At gå på toilet er for langt de fleste bare en almindelighed, men for en kørestolsbruger, der gerne vil færdes i det offentlige rum, er et toiletbesøg et kæmpe problem. Årsag: der findes kun 10-12 offentlige handicaptoiletter i Danmark, hvor der findes en loftslift.
Det skal der rådes bod på, og byrådsmedlem Tina Skov Larsen (V), Ribe, har foreslået, at der i forbindelse med renoveringen af det offentlige toilet ved Hovedengen indtænkes en loftslift.
Både det offentlige toilet ved P Syd og Hovedengen skal renoveres, og i det nye budget er der samlet afsat 1,5 millioner kroner til opgaven.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Tina Skov Larsen
– Ribe er en meget besøgt turistby. Mange kørestolsbrugere – både fastboende og turister – vil gerne kunne komme på toilettet under deres tur rundt i byen. Derfor foreslog jeg, på vegne af Venstre, at der i forbindelse med den kommende og meget tiltrængte renovering af handicaptoilettet på Hovedengen i Ribe indtænkes et toilet med loftlift, og hele gruppen var med på ideen, fortæller Tina Skov Larsen, der fortsætter:
– Det er et emne, som der er et stort fokus på, bl.a. fordi Antoniett Vebel Pharao, som jeg kender gennem min datter, har rejst et borgerforslag om, at få mere fokus på etableringen af flere loftlifte, som kørestolsbrugere kan bruge og dermed komme på toilet, også når de færdes i det offentlige rum.
– Faktisk er der kun loftslifte på offentlige toiletter 10- 12 steder i Danmark og det kan vi vel godt blive enige om, ikke er godt nok.
– Det ville være ordentlighed og sund fornuft, at vi som kommune indtænker og lytter os til de løsninger, der efterspørges netop for at imødekomme behovet for øget tilgængelighed i vores kommune, så alle får mulighed for at benytte vores fælles faciliteter, siger Tina Larsen.
Fakta
Et opslag på nettet viser, at en loftslift til handicappede prismæssigt varierer fra 13.000 kroner og helt op til godt 50.000 kroner eller mere.
Antoniett Vebel Pharao (født 1988 i Aarhus) er en dansk pædagogisk sociolog, politiker for SF og handicapaktivist, der er særligt kendt for sin indsats inden for tilgængelighed og seksualoplysning for mennesker med handicap.
Antoniett voksede op i Hjortshøj ved Aarhus. Som 10-11-årig fik hun diagnosticeret muskelsvind, hvilket betød, at hun som teenager blev afhængig af en el-kørestol. Hun har en akademisk baggrund med en bachelor i uddannelsesvidenskab og en kandidat i pædagogisk sociologi.






































































