Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse og privat, onsdag den 12. august 2026
– Det er ikke dårligt at kunne runde de 70 år. Alternativet er jo langt værre, og livet er en gave.
Det siger en kendt Ribe borger, John Frikke, der på lørdag den 15. august runder mærkedagen.
John Frikke er manden, der i den grad har forstået at gøre hans egen, store interesse for natur og ikke mindst fugle til sit levebrød. En interesse og et arbejdsliv, der har ført John Frikke verden rundt til Svalbard, som han har besøgt en snes gange, til Antarktis, til det østlige Polen for at se europæiske bisoner for blot at nævne nogle få af de mange ture, han har været på. Og hver gang har det drejer sig om naturen.
På Svalbard har Frikke deltaget i flere projekter samt været guide for selskaber af flere omgange, og her havde han også sit førte møde med en isbjørn. Et møde, der foregik helt fredeligt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På Svalbard var Frikke guide og mødte sin første isbjørn
Det hele startede i Esbjerg, hvor John Frikke kom til verdenen, og hvor han voksede op.
– Jeg drømte om at blive biolog eller skovfoged, men da jeg skulle vælge, viste det sig, at der var alt for mange af dem, og det var meget svært at få et job efter uddannelsen. Så jeg valgte at læse til lærer på Esbjerg Seminarium, der var et virkeligt godt seminarium rent fagligt, men hvor der også skete en masse andre gode ting. Vi lavede således den legendariske Esbjerg Revy, som var helt fantastisk, fortæller John Frikke på Cafe Quedens, hvo folk hele tiden kommer for at hilse på den kendte mand, der bestemt ikke ligger på den lade side, selv om han gik på pension i maj.
Naturen og fugle kalder stadig, og han har den store fornøjelse, at hans søn er lige så interesseret i naturen og lige så dygtig en fotograf, som Frikke selv er. Det har givet far og søn mange dejlige ture sammen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ringmærkning af en slørugle
– Som pensionist kan jeg gøre nogle ting, jeg ikke havde tid til før. Men jeg har også fundet ud af, at tiden spæner afsted. Det er urimeligt, at tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver. Jeg har heldigvis stadig noget at give mig til og keder mig ikke. Med min natur, bliver det ikke lediggang, der kommer til at præge alderdommen. Så længe jeg kan, er jeg sådan indstillet, at jeg også gerne deltager i det fælles liv. Natur, fugle og Vadehavet har været min levevej i mere end 45 år. Mit liv har flasket sig, og skulle jeg i dag træffe en beslutning for, hvad jeg skulle interessere mig for, ville jeg ikke vælge om. Har haft en fantastisk glæde af interesserne og er meget lykkelig for, at tingene er gået op i en højere enhed, fordi det har flasket sig for mig, siger John Frikke.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På Antarktis
Han betegner tiden på Esbjerg Seminarium som en ”smeltedigel”, hvor der skete en masse: – jeg lærte en masse dejlige mennesker at kende og fik livsvarige venskaber. Jeg tog biologi og geografi som linjefag. Det blev kørt på højt plan både med undervisning, opgaver og eksamen, og det harjeg aldrig fortrudt læreruddannelsen. Vi lavede revy, spillede bold og meget andet som opstå, hvor der er kreative mennesker til steder.
– Mens jeg læste på seminariet, fik jeg henvendelse fra formanden for biologilærerforeningen, der også var formand for fiskeri- og søfartsmuseet. Han spurgte, om jeg ikke ville hjælpe på museet i ferierne. Det blev starten på hele Vadehavsinteressen. Sælariet var lige kommet til. Jeg kom i kløerne på Sv. Tougaard og Thyge Jensen, og det blev starten for mig.
– Jeg blev kontaktet af forsker fra Vildtbiologisk Station på Kalø, som manglende en assistent til undersøgelse af Vadehavet. Jeg valgte Vadehavet fremfor museet. Det var mere fugle og natur og en fantastisk chance at få. Det var på løse kontrakter, for forskeren skulle hele tiden søge penge til projektet. Men det blev til fem år, og efter de fem år blev der en fuldtidsstilling stilling ledig på Kalø. Det søgte og fik jeg. Jeg skulle fortsætte med Vadehavsforskningen, men med årene droslede projektet ned. Jeg fik andre opgaver med fugle og natur andre steder i Danmark.
– Efter 11 år kom en stilling ved Ribe Amt, hvor de søgte biolog. Jeg søgte den og fik den. Jeg kom til Ribe amt i 1991 i en akademisk stilling under Henrik Præstholm på naturkontoret. Jeg arbejdede med naturforvaltning i almindelighed, og kom hjem til Sydvestjylland og Vadehavet. Det var 16 gode år, indtil nogle slukkede for lyset hen over natten. Det var en politisk beslutning.
– Jeg kom til miljøministeriet til by og landskabsstyrelsen, der blev oprettet på amtsgården i Ribe. I 2013 søgte jeg stilling hos Nationalpark Vadehavet og blev naturkonsulent. Jeg har været der siden frem til maj. Det var en fin rejse.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Klar til fugleobservation med Jens Hansen fra naturparken
Gennem sine mange rejser kan John Frikke tydeligt se, at klimaforandringerne slår igennem. I 82 var turisme ukendt i arktisk. I dag rejer vi rundt i hele verden. misundelige.
John Frikke lægger ikke skjul på, at han er glad for at bo i Ribe: – De fem år i byen er gået som lyn og torden. Ribe er fuld af oplevelser. Der er fart på, og jeg ommer ikke til at kede mig. Det har jeg i øvrigt aldrig gjort. Jeg har altid fundet på noget, ellers har andre fundet på noget for mig, siger John Frikke, der var 23 år om at flytte til Ribe på grund af et ophold i Darum.
– og så lige en skitur i Dolomitterne
