Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
10. februar 2021

(Anden del af tre)

Inden vi kommer til karrieren inden for kosmetik, beretter Janni følgende om ungdomslivet med fjerbolde: – Jeg har haft fantastiske oplevelser med badminton – og sporten har formet mig som menneske.

Janni var den mindste spiller på de fire baner – nettets nederste kant var i øjenhøjde

Langvarige venskaber

Janni husker, hvordan hun i en tidlig alder skulle lære at fokusere på at blive så dygtig til badminton som muligt – og skabe gode resultater til de mange turneringer rundt om i landet.
Men når Janni ser tilbage, så har det bedste nok været de venskaber, som blev skabt via sporten, og som hun i dag nyder stor glæde af.
Mange af dem, jeg spillede med dengang, er i dag dygtige “senior eller oldboys spillere” og vinder mesterskaber på stribe 🙂 – godt gået!

Tilbage i Ribehallen – det var en unik oplevelse så mange år senere. Og gensynet med den runde hal, som tillod høje bolde i forhold til gymnastiksale.

Fik makker fra Esbjerg

Og så tilbage til double og mix.
Klubberne talte sammen, da Janni ikke havde nogen at danne par med i Ribe.
I Esbjerg gik Thomas Løvgren Frandsen rundt uden makker.
Og vupti havde trænerne Ole Jacobsen og Martin Andersen skabt et talentpar i mixdouble.

Thomas var dygtig makker

Thomas var rigtig dygtig til både badminton og foldbold. Han valgte heldigvis badminton, og jeg blev meget glad for at spille med ham, husker Janni, der også spillede damedouble med Henriette Poulsen i Esbjerg Badminton Klub. Hun fik desuden mulighed for at spille på Esbjergs førstehold i 1. division.

Kunne være blevet international topspiller

Men Ole, når Janni var så talentfuld – og havde alle muligheder, kan du så give et bud på, hvorfor hun ikke blev endnu bedre? Kom til at spille de internationale turneringer?

Janni var en potentiel international topspiller, men træningsformen savnede den fysiske del

Så mange år efter er det svært at give et præcist bud. – Jeg husker, at singlespillet aldrig blev Jannis spidskompetence. Det skyldes ikke mindst, at den fysiske del af spillet ikke blev trænet i samme grad som det tekniske og det taktiske, da hun var Ribespiller.

Ole er ikke i tvivl om, at med mere fysik fra barnsben ville hun have været top-elitespiller – også internationalt som senior i en årrække, hvis hun ikke løb ind i skader.

Stærke bånd til Skovshoved

Som skrevet flyttede Janni til Skovshoved og blev tilknyttet Skovshoved Badminton Klub, som har fostret mange badminton talenter igennem mange år.
Hun har stadig i dag et stærkt bånd til klubben.
Og så er hendes storebror Lars forretningsfører hos Skovshoved Idrætsforening (nord for København) og driver klubben i det daglige.
Skovshoved spillede dengang i elite divisionen med rigtig gode spillere, hvoraf Janni kendte mange fra tiden som ungdomsspillere.

En alvorlig skade satte en stopper for badmintonspillet

Badminton og kosmetik

– Klubben blev mit holdepunkt i mange år, hvor jeg spillede elite division, fortæller Janni, som samtidig var påbegyndt en karriere inden for kosmetik branchen. Da arbejdet rigtig tog fart, blev der mindre tid til badminton.
Selvom Janni prioriterede jobbet højt, blev der spillet badminton – dog på et helt andet niveau.

Achillessenen sprang

Jeg spillede nogle år på 2. holdet og 3. holdet, når der var bud efter mig. Det var super hyggeligt, indtil jeg – med alderen slut tyve – i en holdkamp blev skadet og sprang min achillessene.
Det blev ikke rigtig godt igen.

(Fortsættelsen følger torsdag)